Holstebro-vartegn tørrer ud
Alfred Christensens springvand i Holstebro kommer ikke til at springe igen.
Springvandet ved Alfred Christensen bliver for alvor sendt i graven. Kommunen har søgt efter at få en investor til at overtage springvandet, men de har ikke fået nogen henvendelser.
- Springvandet har udspillet sin tid, og sådan er det nogle gange, så er det en del af historien, siger H.C. Østerby, borgmester i Holstebro Kommune til TV MIDTVEST.
Det ville koste 4 mio. kroner at reparere springvandet samt 400.000 i drift om året. Musikhandler Alfred Christensen købte springvandet ved Herningvej i 1968 for 650.000 kr. Det er 2-3 år siden, springvandet sidst har været i gang.