Holstebro-lærere til kommune: Det er vanvittigt

Holstebros skoler har brugt flere penge i 2015, end budgettet tillader. Det får kommunen til at gennemføre besparelser på 22 millioner kroner på skoleområdet over en 2-årig periode.

undervisning_blyant_0.jpg

Der er millionbesparelser og lærerfyringer på vej på skolerne i Holstebro. Igennem længere tid har skolerne haft svært ved at køre rundt på det budget, kommunen har givet dem. I 2015 har de tilsammen brugt 9 milloner kroner for meget. En af forklaringerne er ifølge Danmarks Lærerforning, at budgettet er alt, alt for stramt. 

- Holstebro er en af de kommuner, der bruger allerfærrest penge pr. elev i Danmark. Derfor virker det helt vanvittigt at spare, når vi er så billige i forvejen. Det er helt grotesk, siger Torben Voss, der er formand for Vestjysk Lærerforening, til TV MIDTVEST.

Budgetoverskridelse skyldes reform

I 2013 var Holstebro Kommunes skoledrift den 8. billigste i Danmark. Det viser Indenrigsministeriets nøgletal. Den billige drift har primært kunne gennemføres, fordi eleverne i Holstebro Kommune har modtaget færre undervisningstimer end det har været tilfældet i resten af landet. Med den nye folkeskolereform er det slut, og det er en del af årsagen til budgetoverskridelsen, mener den lokale lærerforeningsformand.

- En stor del af budgetoverskridelsen skyldes en manglende financiering af den nye folkeskolereform. Det stigende timetal, reformen stiller krav om, har der ikke været råd til, siger Torben Voss.

På trods af udfordringerne med at få det til at hænge sammen på skolerne, vil kommunen i 2016 skære skolernes budgetter med i alt 13 millioner kroner.

Det betyder, at skolerne næste år reelt skal drives for for 22 millioner mindre end i 2015.

Se Skolebetyrelsesformand på Rolf Krake Skolen Søren Christensens reaktion på besparelserne:

3:38

Hvis alle besparelserne skal hentes på lærerstillinger, betyder det ifølge lærerforeningen farvel til mellem 25 og 26 lærere. Et tal, der er så højt, at lærerne ikke længere vil tage ansvar for undervisningens kvalitet. 

- Politikerne skal fortælle forældrene, at der bliver forringelser. Det ansvar får de ikke lov til at lægge over på lærerne. Vi ved, at nedskæringerne kommer til at gå ud over forberedelsestiden og det kan ikke undgå at ramme fagligheden, mener Torben Voss fra Vestjysk Lærerforening.

Onsdag den 23. september mødes lærernes tillidsfolk med fovaltning og politikere for at drøfte besparelsernes konsekvenser.

Skolechef Michael Graversen svarede på kritikken i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30:

2:04

Se nyhedsindslaget om besparelserne i Holstebro Kommune:

1:44