Holstebro Kommune bekæmper ensomhed med fællesskaber

Holstebro Kommune satte torsdag fokus på fællesskaber med et arrangement, hvor mange af byens tilbud blev vist frem.

Mette Just og Niklas Vendelboe synger begge i koret Sangstorm.
Mette Just og Niklas Vendelboe synger begge i koret Sangstorm.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Ensomhed er ikke godt for helbredet - hverken det fysiske eller psykiske. Derfor vil socialafdelingen i Holstebro Kommune gerne lokke folk, der er i risikozonen for at blive ensomme, med i et fællesskab.

Torsdag eftermiddag var der derfor fællesskabs-arrangement i det gamle slagteri i midtbyen.

Arrangementet var primært henvendt til de borgere, der er en del af kommunens socialafdeling, men alle nysgerrige kunne kigge indenfor og blive klogere på alle de fællesskaber, man kan blive en del af. 

- Fællesskaber er vigtigt for rigtig mange mennesker, fortæller Ann Kathrine Fihl, der er medborgerskabskoordinator i kommunens socialafdeling.

- Det, der med at trives og have det godt, det har man selv indflydelse på. Og hvis man for eksempel i dag finder et fællesskab, man har lyst til at være en del af, så skruer man op for sin egen mentale sundhed.

- Det er sindssygt fedt

To af dem, der var med til at vise et fællesskab frem, var Niklas Vendelboe og Mette Just, der begge bor i Holstebro. De er en del af koret Sangstorm. 

- Det betyder så meget. Hvis man går og har det lidt trist eller har en øv-dag, så er det jo altid rart at komme ud blandt nogen, der kan løfte én, siger Mette Just.

Koret er blandet andet for folk med særlige behov. Mette Just har været med siden begyndelsen, mens Niklas Vendelboe kom med for 3-4 måneder siden.

- Det er sindssygt fedt. Jeg er blevet taget så godt imod, og de har bare været rigtig søde på kor-holdet, fortæller Niklas Vendelboe.

Ifølge Folkebevægelsen mod Ensomhed findes der omkring 350.000 personer i Danmark, der ofte føler sig ensomme.