Holstebro får ny attraktion: 1700 meter lang sti til 74 millioner kroner skal løfte bydel

En ny sti og rute gennem bydelen Trekanten har fået bevilget 74 millioner kroner.

2:15
Illustration af den nye identitet langs ”Den Grønne Rute” i Trekanten i Holstebro med nye bænke, beplantning, belægning og belysning.
Foto: Gehl Architects/Illustration

Boligområdet Trekanten i Holstebro skal udvikles med et stisystem til 74 millioner kroner.

Området, der er omkranset af Døesvej og Thorsvej, er hjemsted for 3.500 beboere fordelt på 2.000 boliger. Med den nye 1,7 kilometer lange 'Grønne Rute' skal der skabes bedre sammenhængskraft både internt i boligområdet, og så skal det være mere tilgængeligt for folk udefra.

- Med det her projekt vil man åbne op for området på en positiv måde, så beboerne kan tage noget ejerskab. Derfor gør vi også meget ud af at inddrage beboerne, fortæller Abdi Isak, der både er beboer i Trekanten og projektmedarbejder hos NordVestBo i forbindelse med 'Den Grønne Rute'.

Bag projektet står Lejerbo, NordVestBO og Boligselskabet Holstebro, som er gået sammen med Holstebro Kommune. De 74 millioner kroner til stisystemet er blevet bevilget af Landsbyggefonden.

Områdets beboere har allerede været involveret i processen på flere forskellige måder. De har været på vandringer, hvor beboerkontaktpersoner har guidet dem gennem området og vist, hvor ruten skal gå. Og så har der været workshops, dialogmøder og aktiviteter for alle aldre, som der er kommet masser af idéer og værdifuld viden ud af. 

- Det her projekt kommer kun til at gavne beboerne. Hvis du kigger på udearealerne i dag, så er de meget glemt, men i fremtiden vil der komme en rød tråd i det hele, så folk faktisk får lyst til at vende tilbage, siger Abdi Isak.

Abdi Isak har boet i Trekanten i godt 25 år. Han laver af og til frivilligt arbejde for Trivselshuset i bydelen, og så er han ansat som projektmedarbejder af NordVestBO i forbindelse med den nye sti.
Abdi Isak har boet i Trekanten i godt 25 år. Han laver af og til frivilligt arbejde for Trivselshuset i bydelen, og så er han ansat som projektmedarbejder af NordVestBO i forbindelse med den nye sti.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Onsdag aften klokken 18.30 bliver projektets foreløbige udformning præsenteret på et offentligt møde i Musikteatret Holstebro. Både Trekantens beboere og andre interesserede er velkomne.