Herpesudbrud på rideskole: To heste er døde

Der er udbrudt herpes blandt hestene i Holstebro Sportsrideklub, og derfor er rideskolen totalt lukket ned.

Arkivfoto. Foto: Louai Beshara / Ritzau-Scanpix

To heste er døde og flere heste er lammet i bagparten som følge af et udbrud af den frygtede virusinfektion hesteherpes i Holstebro Sportsrideklub.

I går kom der svar på de prøver, der blev taget i fredags. De viste, at det er herpes af type EHV 1 og 4, der er i omløb.

5-6 heste har neurologiske symptomer og er lammet i bagparten, og to er døde af det.

Maria Witt, daglig leder, Holstebro Sportsrideklub

- Vi har lukket det hele ned, og så tager vi temperatur på hestene hver dag. 5-6 heste har neurologiske symptomer og er lammet i bagparten, og to er døde af det, siger Maria Witt, der er daglig leder i rideklubben.

Det er den særlige type 1, der er mest frygtet, fordi den, som det er sket her, kan gå ind i nervebanerne og give lammelser.

- Det er ikke til at sige, hvordan de har fået det. Vi har haft lukket ned i 14 dage, og det er altså først nu, vi har fået bekræftet, at det er herpes. 90 procent af alle heste render rundt med virussen. Hvis hesten har dårligt imunforsvar, så kan det tricke det, siger Maria Witt.

Rideklubben er fortsat i karantæne, og for at komme ind i stalden skal rytterne derfor spritte og dyppe skoene, inden de går ind.

Fakta om herpesvirus

  • Herpesvirus er en sygdom, som har eksisteret i Danmark i mange år, både det der kaldes type 1 og type 4.
  • Herpesvirus 1 forårsager feber, luftvejslidelser, lammelser og eventuelt abort hos drægtige hopper. Sygdommen starter oftest som en luftvejsinfektion med feber og hoste. Efter ca. 2 uger kan der også opstå lammelser.
  • De fleste danske heste har herpesvirus i kroppen. Det kan genaktiveres og få hesten til at udskille smitte eller blive syg.
  • Herpesvirus ikke udryddes, og man vil altid se enkelte heste blive spontant syge ind imellem.
  • Inden for de seneste 5 år har der været kendte tilfælde af herpesvirus 1 udbrud med en grad af slingerhed/lammelse i blandt andet Nordjylland, Djursland samt på Sjælland og Fyn. 
  • Hestens herpesvirus smitter ikke mennesker.

Kilde: Dansk Rideforbund og SEGES

Se mere

Tager det alvorligt

Herpesvirus er en virus, der er i hele landet lige som forkølelse, og en gang i mellem bryder det ud. I Holstebro er det brudt mere voldtsomt ud end normalt.

- Vi tager det meget alvorligt og har en mere alvorlig udgave her, hvor hestene får neurologiske tegn og bliver lammede og mere syge. De kan være syge længe og også blive aflivet, siger Mette Uldahl, veterinærkonsulent og dyrlæge hos Dansk Rideforbund.

Læs også Herpesudbrud i Norge påvirker hingstekåring i Herning

Der er ikke anmeldepligt ved mistanke om udbrud af herpes. Kommer der et udbrud sætter Dansk Rideforbund, Dyrlægeforeningen og SEGES sig sammen og kommer med råd til, hvordan man forholder sig til situationen.

I Holstebro Sportsrideklub har de gjort helt, som de skulle.

- De har været rigtig gode til at reagere hurtigt og lukke ned og bede om hjælp. Det gælder om at få lukket ned hurtigt og effektivt, så sygdommen ikke breder sig, siger Mette Uldahl.

Almindelig virus i Danmark

Rideforbundet får nærmest på ugentlig basis meldinger om småudbrud af herpes rundt om i Danmark.

I foråret 2018 var det et større udbrud på Fyn, men ellers er det længe siden, der har været det.

- Vi kan ikke udrydde den, så vi er nødt til at leve med det. Vi overvåger situationen og holder øje med ændringer. Der er ingen tegn på, at det har spredt sig til andre besætninger eller rideskoler, siger Mette Uldahl.

Holstebro Sportsrideklub tager også sagen alvorligt, og de karantæne- og smittebegrænsende foranstaltninger bliver opretholdt. Klubben orientede om situationen på et møde mandag aften.

På grund af udbruddet i Holstebro har Struer Rideklub ind til videre også valgt at lukke for alle udefrakommende ponyer og heste.

Holstebro Sportsrideklub skal nu være i karantæne i minimum 21 dage. Der er omkring 70 heste på rideskolen.

02:23

For et par måneder siden var der et udbrud af hesteherpes i Norge, som betød, at 140 heste blev udelukket fra den årlige hingstekåring i Herning.

Luk video