Helles kamp for kulturen på Nørre Vosborg: Herregården skal være et megaforsamlingshus

Den nye direktør for Nørre Vosborg kæmper indædt for at få kulturen til at sprede sig på herregården – også i en coronatid. 

8:25
Helle Sigh har været direktør for herregården Nørre Vosborg i godt et år.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST.

Hun sidder bag skrivebordet og udformer fondsansøgninger, men hun bruger lige så meget tid på at stille bænke op på Soirépladsen og stille skilte op for publikum. Det er et yderst alsidigt arbejde at være direktør for herregården Nørre Vosborg. 

- Jeg vil sige, at det er en opgave, der skal løses på den rette måde, og som man bare ikke lige gør. Så man kan godt sige, at der er nogle udfordringer på vejen, erkender Helle Sigh, der har været direktør på Nørre Vosborg i godt et års tid. 

Hun kæmper for at stedet på marken lige uden for Vemb ikke ligger hen som en støvet fortidsmastodont. Folk er vant til at bruge herregården til brunch og fester, men Helle Sigh vil engagere lokalbefolkningen, så de kommer til at se stedet som et stort forsamlingshus i stedet. Det var sådan, at herregården for første gang rigtigt blev lukket op, af ejeren Andreas Tang i 1800-tallet. Han ville dengang uddanne de lokale bønder. 

- Bønderne skulle møde kulturen, og det er også nogle af de ting, vi arbejder med på den lange bane. Vi vil etablere os selv som et megaforsamlingshus, som har en stemme i den kulturelle debat, og vi har noget at byde ind med i den sammenhæng, siger Helle Sigh.

Direktøren for Nørre Vosborg arbejder på, at herregården i fremtiden vil samle endnu flere folk.
Direktøren for Nørre Vosborg arbejder på, at herregården i fremtiden vil samle endnu flere folk.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Også brug kultur i en coronatid

I første omgang gælder det dog om at komme godt igennem coronakrisen. Det giver store udfordringer og meget arbejde, når det skal arrangeres kulturelle begivenheder på den gamle herregård. 

- Der er rigtig meget ekstraarbejde og arbejdet ligger op til selve arrangementet og ikke så meget på dagen. Der, hvor det virkelig river tænder ud, det er når, vi skal afgøre hvorvidt vi skal holde arrangementerne, siger Helle Sigh.

Hun mener, at folk også i en coronatid har brug for noget åndeligt og et fællesskab, som man kan få på et kultursted som Nørre Vosborg.