Helena fra Holstebro drømmer om overraskende finaleplads

Helena Rosendahl Bach svømmede sig i OL-semifinalen i tiendebedste tid og drømmer nu om en OL-finale.

Helena Rosendahl Bach har gang i en begivenhedsrig sommer, da hun først blev student og nu svømmer ved OL.
Helena Rosendahl Bach har gang i en begivenhedsrig sommer, da hun først blev student og nu svømmer ved OL.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Den danske svømmer Helena Rosendahl Bach er klar til OL-semifinalen i 200 meter butterfly.

Akkurat som alle andre, der stillede op i de indledende heats, kvalificerede hun sig til semifinalerne, da der endte med at være 16 startende til at fordele de 16 semifinalepladser imellem sig.

Hun svømmede i den sammenlagt tiendebedste tid, og det giver drømmen om en finaleplads ekstra næring.

- Jeg skal bare rykke to placeringer op, så er den der. Det er lettere sagt end gjort, men det skal have et forsøg. Det ville være helt vildt og betyde rigtig meget. Det havde jeg ikke turdet drømme om, inden jeg tog afsted.

Helena Rosendahl Bach blev nummer fire ud af fem i sit heat og satte altså den i alt tiendebedste tid ved at tilbagelægge de 200 meter på 2 minutter og 9,37 sekunder.

- Det føltes vildt godt undervejs. Jeg gik et halvt sekund over min personlige rekord, og det var fint nok, selv om det ikke skal være en hemmelighed, at jeg gerne vil under den, siger Helena Rosendahl Bach.

- Jeg var meget spændt, for 200 meter butterfly betyder meget for mig. Jeg havde en forventning om at svømme hurtigt, da jeg har gjort det mange gange nu, og jeg tror også, at der er mere i mig.

Det sidste kan der meget vel være brug for, hvis onsdagens semifinale skal veksles til en finale.

- Da jeg så startlisten, tænkte jeg, at mange ville ligge tæt, og det gør vi også nu. De andre vil nok svømme hurtigere end i dag, men så må jeg også gøre det.

- Der er nogle parametre, jeg godt kan rykke mig på. Jeg havde lidt lav frekvens, så min kadence kan komme lidt højere op, og så skal jeg have bedre afsæt og bruge benene noget mere.

- Jeg kommer nok til at ligge lidt midt i feltet i morgen, så må vi se, hvad det kan blive til. Jeg har en fin mavefornemmelse, siger den 21-årige OL-debutant fra Holstebro.

Danskerens tid var næsten to sekunder langsommere end kineseren Yufei Zhang, der var den hurtigste i de indledende heats.

/ritzau/