Mere end 50 nye bebyggelser. Så mange fund har den tørkesommer, der har ramt Danmark i år, resulteret i. Til stor begejstring for Lis Helles Olesen, der er museumsinspektør og luftarkæolog ved Holstebro Museum.
- Den her sommer har vi fundet lige så meget som i løbet af de forrige 3-4 år tilsammen, fortæller hun til videnskab.dk.
De seneste ti år har hun fløjet rundt over landet og ledt efter fortidsspor.
5.000 år gammel ceremoniplads
Vest for Struer er en 5.000 år gammel ceremoniplads dukket op.
- Her har man i stenalderen holdt forskellige ceremonier. Vi ved, at man sådanne steder har begravet de døde i grøfterne, og så senere gravet dem op og lagt knoglerne ud i dysser i nærheden, forklarer Lis Helles Olesen.
Den slags er sjældne fund, som hun kun er stødt på en håndfuld af i løbet af de seneste ti år.