Hanne: Jeg skylder mange en tak!

39-årige Hanne Tornvig fra Holstebro sætter for først gang ord på, hvordan hun har oplevet de mange ugers indlæggelse i Tyrkiet og den massive opbakning, hun har fået fra mennesker landet over.

Hanne_Tornvig.jpg

Hanne Tornvig har i flere uger været hovedpersonen i en sag, der har optaget og rørt mange danskere.

Hun lider af en alvorlig, kronisk lungesygdom, der har nedsat hendes lungefunktion til bare 25 procent. Alligevel rejste hun i starten af august til Alanya med en veninde. Det gør hun 1-2 gange om året, men denne gang blev hun SÅ syg af sin lungesygdom, at hun blev indlagt.

- Jeg havde det så dårligt og var bange for, at jeg skulle dø. Jeg følte slet ikke, jeg fik den pleje, jeg skulle have, og jeg følte ikke, de havde styr på mig og min sygdom, forklarer Hanne Tornvig blandt andet om de to uger, hvor hun lå indlagt på et sygehus i Alanya.

Kendte ikke til nye regler

Men fordi hun ikke var dækket tilstrækkeligt af sin rejseforsikring kunne hun ikke få hjælp til at få dækket sine hospitalsudgifter og ikke mindst hjemtransporten. Noget, der tilsammen løb op i flere hundrede tusinde kroner.

- Jeg vidste ikke, at der var kommet en regel og jeg gjorde bare, som jeg altid har gjort, når jeg rejser. Men nej, jeg har da ikke undersøgt det godt nok. Det har jeg da ikke, og selvfølgelig fortryder jeg, at jeg ikke har undersøgt det, forklarer Hanne Tornvig.

Frygtede for sin datters liv

Faktum var derfor, at hun var strandet i Tyrkiet. Dødssyg og bange.

- Det var helt forfærdeligt. De kunne ikke forstå mig, og jeg kunne ikke forstå dem dernede, fortæller hun.

I tre dage lå hun i koma på intensivafdelingen. Både hendes mentale og fysiske tilstand led overlast, og hun tabte sig fra 40 til blot 33 kilo i løbet af de to ugers indlæggelse. Imens frygtede hendes far hjemme i Holstebro for sin datters liv.

- Jeg var meget bange. Jeg var bange for, at hun skulle dø dernede, fortæller Niels Christian Tornvig, der derfor er lykkelig for endelig at have sin datter hjemme igen.

Kæmpede for sit liv

Mens Hanne Tornvig kæmpede for sit liv i Tyrkiet, kæmpede hendes 18-årige søn, Robin Hougaard, sammen med flere tusinde danskere for at få hende hjem til Danmark. Mere end 300.000 kroner blev indsamlet, og en ambulance fra Ambulix tog turen på 3800 kilometer til Alanya og fik hentet en afkræftet Hanne Tornvig hjem.

- Jeg var så glad, da de kom for at hente mig. Jeg ville bare ikke være der mere. Jeg ville bare hjem, og de tog sig så godt af mig på turen, fortæller hun om turen hjem til Danmark.

I sidste uge kom Hanne Tornvig så endelig hjem til Holstebro. Men hun må vendte lidt endnu på at kunne vende helt hjem. Efter først en uges indlæggelse på sygehuset i Holstebro skal hun nu genoptrænes på Birkehøj Plejecenter.

Taknemmelig og overvældet

På genoptræningscentret har Hanne Tornvig nu god tid til at få bearbejdet de voldsomme oplevelser. Men hun har også tid og lyst til at få nærlæst de mange tusind beskeder og hilsner, som hun og sønnen har modtaget i Facebook-gruppen "Støt min mor Hanne". Gruppen blev oprettet i håbet om, at gavmilde danskere ville hjælpe med at få hende hjem. Og med mere end 32.000 medlemmer i gruppen og flere gavmilde donationer er missionen lykkedes.  Og Hanne Tornvig sidder ydmygt og taknemmelig tilbage.

- Det er meget overvældende, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal få takket alle de mennesker. Hvordan gør man det? Jeg ville give min ene arm, hvis jeg kunne. Bare det, at de har givet mig en mulighed for at komme hjem og hjulpet mig og min søn, det er stort, siger hun.

Det er endnu uvist, hvor længe Hanne Tornvig skal blive på genoptræningscentret, men hun håber på at kunne vende helt hjem indenfor en måneds tid.

Se mere i vores nyhedsindslag 19.30:

3:33
Hanne Tornvig er for første gang klar til at fortælle sin historie og sige tak for hjælpen til hendes mange støtter.