Håndbold: Skræmmemodstander venter TTH ved finalestævne

Den tyske storklub THW Kiel venter danskerne i semifinalen i mændenes EHF Cup. Det sker på tyskernes hjemmebane den 17. maj.

Der venter TTH en svær opgave, når de skal møde Kiel i EHF Cuppen.
Der venter TTH en svær opgave, når de skal møde Kiel i EHF Cuppen.
Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix

TTH Holstebros håndboldherrer skal på noget af en opgave i forsøget på at spille sig hele vejen til finalen i EHF Cuppen.

Det danske hold fik den tyske storklub THW Kiel som modstander i semifinalen, da der tirsdag middag blev trukket lod i Kiel.

Den anden semifinale spilles mellem Füchse Berlin og Porto.

Kiel, der har de danske landsholdsbrødre Niklas og Magnus Landin i truppen, har vundet det tyske mesterskab ti gange siden 2005 samt Champions League i 2007, 2010 og 2012.

Dermed er det noget nær det værst tænkelige scenarie for det danske hold, siger Line Kristoffersen, der er turneringsansvarlig og EHF-manager i TTH.

- Vi havde håbet at møde Kiel i finalen. Men det er tre rigtigt gode hold (i Final 4, red.), så vi må gøre vores bedste og håbe, at vi kan overraske.

- De danske spillere i Kiel er rigtigt gode. Det bliver meget svært, men måske kan vi overraske, siger hun efter lodtrækningen på EHF's hjemmeside.

God sæson

TTH har haft en god sæson i den hjemlige liga, hvor det blev til en fjerdeplads i grundspillet med blot seks point op til førstepladsen.

I slutspillet har holdet dog ikke haft samme succes og ligger sidst i mesterskabsspillets gruppe 1, efter at det er blevet til nederlag i de første to kampe.

I EHF Cuppen har TTH imponeret og spillede sig i semifinalen med en smal samlet sejr på 52-50 over Tatabanya fra Ungarn.

Det stjernespækkede Kiel-mandskab har også haft en god sæson og ligger nummer to i Bundesligaen med fire point op til Flensburg-Handewitt på førstepladsen.

Final 4-stævnet spilles i Sparekassen Arena i Kiel 17. og 18. maj.

/ritzau/