Han var helt tæt på seneste rigsretssag: - Det står knivskarpt i min hukommelse og ikke for noget positivt

Hvis Inger Støjberg bliver stillet for en rigsret, vil hun blive det som blot den sjette dansker i historien. Den seneste var Erik Ninn-Hansen under Tamilsagen.

4:37
Knud Erik Kirkegaard fra Aulum var arbejdsminister og folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, da Tamilsagen startede med at rulle.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

To advokater slog i går fast, at de mener, at der er grundlag for en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Dermed rykkede den markante Skive-politiker et skridt nærmere på at blive én af de få danskere, som har prøvet at stå foran denne yderst specielle dommerinstans, som kun er til for nuværende eller forhenværende ministre.

En rigsretssag er nemlig en yderst sjælden begivenhed i Danmark, og faktisk er det kun sket fem gange før i Danmarkshistorien. Senest var tilbage i 1993, hvor den forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen blev tiltalt i forbindelse med Tamilsagen.

Én af dem, der oplevede sagen på allernærmeste hold, er tidligere arbejdsminister og folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti Knud Erik Kirkegaard fra Aulum.

- Det er mange år siden, men det står knivskarpt i min hukommelse og ikke for noget positivt. Ninn Hansen var en gammel kollega, så det berører da én, at en gammel kollega skal igennem sådan et apparat, som en rigsretssag nu er, fortæller Knud Erik Kirkegaard.

90´ernes helt store politiske skandale

Tamilsagen var 90´ernes helt store politiske skandale, og den tog sit afsæt i nogle ansøgninger om familiesammenføringer, som var indsendt af nogle tamilske flygtninge. Dengang havde flygtninge med asyl i Danmark retskrav på at få deres familier hertil, og derfor var det ulovligt, da ansøgningerne blev nedprioriteret i det danske justitsministerium. 

Det betød, at den borgerlige regering med Poul Schlüter (K) i spidsen måtte gå af den 14. januar 1993, og et par år efter blev den ansvarlige minister, Erik Ninn-Hansen (K), idømt en fængselsstraf ved en rigsretssag. 

- Jeg kan huske, hvordan det ramte personligt for Ninn-Hansen. Det var meget barskt for ham. Han følte sig svigtet af gud og hver mand, og han fik også nogle helbredsmæssige problemer undervejs. Han endte sine dage som en meget bitter mand, og han var blevet stærkt uvenner med Poul Schlüter, fortæller Knud Erik Kirkegaard, der på daværende tidspunkt var en del af den konservative folketingsgruppe.

Forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen blev den 22. juni idømt en fængselsstraf i en rigsretssag. Han fik fire måneder betinget fængsel i straf for brud på ministeransvarsloven.
Forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen blev den 22. juni idømt en fængselsstraf i en rigsretssag. Han fik fire måneder betinget fængsel i straf for brud på ministeransvarsloven.
Foto: Bjarke ørsted / Ritzau Scanpix

Splid i partiet

Knud Erik Kirkegaard var ligesom Erik Ninn-Hansen en del af den regeringsperiode, som vi i hvert fald i nyere tid vil betegne som de gyldne år for de konservative. I 11 år ledede partiets frontfigur, Poul Schlüter, landet, og derfor står Tamilsagen den dag i dag også som et markant vendepunkt for det før så magtfulde parti.

Det betød da også noget for den interne ro og orden, for der var faktisk flere konservative folketingsmedlemmer, som var med til at stemme for en rigsretssag mod partifællen Ninn-Hansen.

- Ninn-Hansen var i brede konservative kredse en meget populær politiker. Han havde sin fanklub, og det betød jo, at de var utilfredse med folketingsgruppen og følte at den havde svigtet Ninn Hansen. Det gav anledning til splid i årtier fremover, fortæller Knud Erik Kirkegaard.

Rigsretssag mod Støjberg kan skabe splittelse i Venstre

Knud Erik Kirkegaard ser klare paralleller fra Tamilsagen til den sag, som i dag har ramt Inger Støjberg. Han tror derfor, at det kan få alvorlige konsekvenser for Venstre, hvis folketingsmedlemmerne beslutter sig for at gå imod Inger Støjberg.

- Man kan bare se på stemmetallene for de konservative fra 1994, hvor det for alvor startede og så i årene fremover. Det gik kun en vej, og for en konservativs synspunkt var det ikke den rigtige vej, fortæller Knud Erik Kirkegaard og fortsætter:

- Hvis Venstre beslutter sig for at støtte en rigsretssag imod Inger Støjberg, så vil det give stor splittelse i partiet, og der vil være mange, der vil være utilfredse med formand Jakob Ellemann-Jensen.

Medlemmerne af Venstres folketingsgruppe har endnu ikke besluttet sig for, om de vil stemme for en rigsretssag.