Hækkeløber fra Holstebro klar til EM: - Vi har opskriften til succes

Det lykkedes at forbedre tiden med fire hundrededele for hækkeløber Andreas Martinsen, så han kan deltage ved EM, hvis han bliver udtaget.

Andreas Martinsen er klar til EM, hvis han bliver udtaget af landstræneren.
Andreas Martinsen er klar til EM, hvis han bliver udtaget af landstræneren.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Han stammer egentlig fra Holstebro og er landets suverænt bedste hækkeløber. Denne weekend sikrede Andreas Martinsen med sin tid ved DM i indendørs atletik i Skive, at han er hurtig nok til at deltage ved EM.

- Jeg skal lige udtages først, men hvis jeg kommer med, så er det simpelthen bare at forberede mig træningsmæssigt og blive ved med at øve mig, siger han til TV MIDTVEST om tiden frem mod EM.

Karrierens foreløbige højdepunkt var, da han senest deltog ved EM for to år siden. Her nåede han finalerne. Siden har en skade holdt ham ude, men nu er han igen klar til at prøve kræfter med de bedste i Europa.

- Jeg er bedst til mesterskaber. Jeg er en mesterskabsløber. Jeg har oftest marginalerne med mig. Jeg forstår at peake på det rigtige tidspunkt. Vi har opskriften til succes. Så er spørgsmålet bare, om jeg har det, der skal til.

Fire hundrededele hurtigere på 60 meter

Ved DM skulle han på de 60 meter og fem hække forbedre sig med fire hundrededele. Det var altså meget lidt. Heldigvis lykkedes det. Til store glæde for landstræner Mikkel Larsen.

- Han har kombinationen af, at han er stor og stærk og samtidig rigtig hurtig. Han har et super talent for teknik og hvordan man bevæger sig optimalt over hække. Og så er han smidig og fleksibel, fortæller landstræneren, der i øvrigt også stammer fra Holstebro.

EM i indendørs atletik begynder om præcist to uger i Glasgow i Skotland.

2:23