Håndbold: Stort nederlag til TTH i EHF Cup

Med Niclas Kirkeløkke og Mads Mensah på holdet vandt tyske Rhein-Neckar Löwen klart i Holstebro i aftenens EHF Cup-kamp.

TTH Holstebros Johan Meklenborg blev topscorer for TTH med otte mål.
TTH Holstebros Johan Meklenborg blev topscorer for TTH med otte mål.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Håndboldspillerne i TTH Holstebro har fået en alt andet end optimal start på gruppespillet i EHF Cup. Vestjyderne tabte lørdag aften i egen hal med 27-35 til Rhein-Neckar Löwen fra Tyskland og er dermed fortsat uden point efter to spillerunder.

Og der var intet at udsætte på resultatet i Gråkjær Arena, hvor den tyske danskerklub dominerede fra start og havde et komfortabelt forspring gennem det meste af kampen.

Fulgte kun med indtil 3-3

Med både Mads Mensah og Niclas Kirkeløkke i bagkæden havde det tyske hold ikke de store problemer med at spille sig gennem TTH-forsvaret. Hjemmeholdet fulgte med til 3-3, men derfra tog Rhein-Neckar Löwen styringen og kunne gå til pause foran med 16-12.

Gæsterne slog takten an ved at lave de to første scoringer efter sidebyttet. Og da Mikael Appelgren stod stærkt i det tyske mål, var det svært at se, hvordan TTH skulle komme tilbage i kampen.

Syv mod seks hjalp ikke

Rhein-Neckar Löwen er under ledelse af Sveriges landstræner Kristján Andrésson i gang med en halvlunken sæson i den hjemlige Bundesliga. Men holdet rystede ikke på hånden i det vestjyske. Heller da TTH-træner Patrick Westerholm i anden halvleg dekreterede syv mod seks-spil. Tværtimod udbyggede gæsterne blot føringen, der mod slutningen af kampen nåede op på ti mål.

TTH Holstebro sluttede fornuftigt af, men et par hurtige scoringer kunne ikke skjule, at opgaven var for stor.

Johan Meklenborg blev topscorer for TTH med otte mål. Mads Mensah leverede fem mål for tyskerne, mens Niclas Kirkeløkke bidrog med tre scoringer på lige så mange forsøg.

TTH indledte turneringen i sidste weekend med et knebent udebanenederlag til Cuenca fra Spanien og er altså fortsat uden point.

I de kommende uger venter to opgør mod puljens fjerde og sidste hold, Nimes fra Frankrig.