Grundlovsforhør: Fire sigtet i narkosag

En kvinde og tre mænd fra Holstebro Kommune er anholdt og sigtet for overtrædelse af narkolovgivningen. De fremstilles senere i dag i grundlovsforhør.

Ny ret, Holstebro, skilt_0_0.jpg

Fire personer - en kvinde og tre mænd - i alderen 20-28 år blev torsdag eftermiddag anholdt og sigtet for overtrædelse af narkolovgivningen.

Det fortæller vicepolitikommissær Mogens Poort fra Lokalpolitiet i Holstebro.

Men så stopper meddelsomheden også, for politiet holder kortene tæt ind til kroppen og vil således ikke oplyse, hvilken type narko eller mængde, der er tale om, ligesom politiet ikke vil præcisere, om der er tale om produktion, smugling eller videresalg.

- Anklagemyndigheden har endnu ikke afgjort, om de vil gå efter en straksdom eller om de skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på en varetægtsfængsling, lyder beskeden fra Mogens Poort.

De fire anholdte er alle fra Holstebro Kommune, og de blev anholdt på deres bopæl. Men præcis hvor i kommunen de fire kommer fra, det vil politiet endnu ikke sige yderligere om.

De bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag. Det vides endnu ikke, om anklagemyndigheden vil begære lukkede døre i sagen.