GOG slår TTH Holstebro og vinder pokalguld

GOG slår TTH Holstebro med 30-28 i søndagens finale i pokalturneringen Santander Cup.

TTH Holstebros Aaron Mensing i Pokalfinalen i herrehåndbold mellem TTH Holstebro og GOG i Gråkjær Arena i Holstebro.
TTH Holstebros Aaron Mensing i Pokalfinalen i herrehåndbold mellem TTH Holstebro og GOG i Gråkjær Arena i Holstebro.
Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix

TTH Holstebro havde ellers fordel af hjemmebane, men det var ikke nok i dagens pokalfinale mod GOG.

De fynske håndboldherrer gik søndag hele vejen i den danske pokalturnering og vandt guld.

Det skete med en finalesejr på 30-28 over TTH Holstebro.

Finalen var en tæt affære mellem to slidte mandskaber, der lørdag havde spillet sig videre fra semifinalerne. GOG havde dog lidt mere overskud til sidst.

Med et minut tilbage afgjorde landsholdsspilleren Morten Olsen reelt affæren, da han bragte GOG foran med 29-27.

Med en tomålsføring og et minut tilbage skulle alt nærmest gå galt til sidst. Selv om værterne fik reduceret, så lykkedes det fynboerne at køre sejren hjem.

Med få sekunder tilbage cementerede Anders Zachariassen sejren til GOG med kampens sidste scoring.

Før pausen var TTH ellers i teten. De senere pokalvindere hang efter og var bagud med to-tre mål i det meste af første halvleg.

Umiddelbart før pausen fik Anders Zachariassen fra stregen reduceret til 15-16.

Straks fra anden halvlegs indledning var der stillingskrig, efter at Emil Jakobsen fik udlignet til 16-16 på et kontraangreb.

Med to scoringer i træk bragte Anders Zachariassen GOG i front med 20-18, og på straffekast øgede Emil Jakobsen lidt senere til en fynsk 22-19-føring.

Det lykkedes TTH at kæmpe sig tilbage på 25-25, men GOG trak igen fra og førte 27-25 med fem minutter tilbage. Med de sidste kraftanstrengelser lykkedes det at holde fast og tage pokaltitlen.

De to hold havde været i aktion lørdag i semifinalerne. GOG havde slået Bjerringbro-Silkeborg, mens TTH spillede sig vej til finale med en sejr over Skanderborg.

Flere af spillerne virkede ramte af weekendens samlede strabadser. TTH's Magnus Bramming gennemførte kampen på panodiler og ekstra tape om anklen.

Pokaltriumfen var GOG's første guld siden 2007. Dengang vandt fynboerne den danske liga.

/ritzau/