Glæder sig over stadfæstet dom til ulveaktivist - men Troldtoft modtager stadig trusler

Den dømte ulveaktivist Storm Balderson må fortsat ikke kontakte hverken Steffen Troldtoft eller Mourits Troldtoft.

Steffen Troldtoft er glad for, at byrettens dom blev stadfæstet i landsretten.
Steffen Troldtoft er glad for, at byrettens dom blev stadfæstet i landsretten.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Med stadfæstelsen af dommen til ulveaktivisten Storm Balderson er der glæde hos Steffen Troldtoft. Det er der, fordi Vestre Landsret gav byretten medhold i, at Balderson havde overtrådt det polititilhold, som han havde mod Steffen Troldtoft.

Det fortæller Steffen Troldtoft efter domsafsigelsen onsdag.

- Det vigtigste er, at Storm Balderson fortsat ikke må henvende sig til os. Heller ikke i Facebook-opslag og den slags ting. Hvis den del af dommen var faldet, havde det været noget bøvl i forhold til, at vi har et polititilhold mod ham, siger Steffen Troldtoft og fortsætter:

- En del af et polititilhold er jo, at man er forpligtet til at anmelde overtrædelser af polititilholdet, ellers bortfalder tilholdet. Så jeg er nødt til at melde hver eneste gang, han gør det. Det er noget forfærdeligt bøvl. Men hvis retten havde ment, at det var okay, at Storm Balderson havde kontaktet os, havde jeg haft en masse bøvl, uden at politiet kunne inddrages.

Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom på 40 dages ubetinget fængsel for blandt andet hærværk i Ulfborg, trusler og altså overtrædelse af et polititilhold.

Modtager stadig trusler

Steffen Troldtoft og hans far, Mourits Troldtoft, har gentagne gange modtaget trusler af Storm Balderson, siden Mourits Troldtoft 16. april 2018 skød og dræbte en ulv.

Efterfølgende kom polititilholdet, men det fik ikke truslerne til at stoppe.

- Vi har flere trusselssager, der kommer op, og der har lige været nogle. Så det fortsætter. Det er en ny virkelighed, jeg står i, og der er ikke andet at diskutere, end at der bliver ved med at komme trusler, og der bliver ved med at komme retssager om dem, fortæller Steffen Troldtoft.

For ham er det ligegyldigt, hvor mange dages fælgsel, Storm Balderson har fået. For det ændrer ikke på selve situationen.

- Det er stadig en træls situation at være i. Men nu er den her dom forhåbentlig overstået. Og så længe at polititilholdet får lov til at stå, så er det okay, siger han.

Storm Balderson sagde efter den oprindelige domsafsigelse i januar, at han havde begået hærværket i Ulfborg og fremsagt truslerne for at beskytte det nye kuld ulvehvalpe, der blev født i sommeren 2019.

Under hærværket efterlod Storm Baldersom et trækors med skriften 'RIP MT og søn', som stod for Mourits Troldtoft.

Storm Balderson fik i januar sin dom, men han ankede og derfor endte sagen i Vestre Landsret.
Storm Balderson fik i januar sin dom, men han ankede og derfor endte sagen i Vestre Landsret.
Foto: Marc Killigren Akselsen