Gik løs på politiet med kniv

Psykisk ustabil mand angreb politiet med kniv og måtte pacificeres med skjold og skum.

Politibil_type1.jpg

42-årig mand fra Viborg er sigtet for vold mod tjenestemand, efter at han fredag aften gik løs på politiet med en kniv. Kort forinden havde manden tilkaldt en vagtlæge på grund af sin psykiske tilstand. Da vagtlægen ankom, sad manden og viftede med en kniv, og politiet blev tilkaldt. Der skulle tre patruljer til, før det lykkedes at få manden pacificeret ved hjælp af skjold, skum og tjenestehund.

Ingen politibetjente kom noget til under aktionen, men den 42-årige blev bidt af tjenestehunden.

Lignende sag i Herning

Også i Herning er en mand blevet sigtet for vold mod tjenestemand. Fredag eftermiddag opholdt den 45-årige mand sig på politistationen i Herning, fordi han var meget beruset, oplyser vagthavende ved Midt-og Vestjyllands Politi. Da han skulle løslades, truede han en betjent på livet, og da manden har lignende sager på samvittigheden, valgte politiet at sigte ham.  

Begge mænd fremstilles i grundlovsforhør i dag, i retten i Holstebro.