Gårdbutik tilbagekalder pølser - indeholder fejl i mærkning

Pølserne indeholder selleri og sennep, men det fremgår ikke tydeligt, at det er allergener.

Der er blandt andet tale om en pakke med fire pølser.
Der er blandt andet tale om en pakke med fire pølser.
Foto: Fødevarestyrelsen

1 pakke hvidløgsgrillere og 12 pakker oste- og bacongrillere fra gårdbutikken i Tvis bliver nu tilbagekaldt. 

Det oplyser Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside

Beslutningen om at tilbagekalde de i alt 52 pølser kommer i kølvandet på et kontrolbesøg torsdag. 

Det oplyser indehaver af Tvis Gårdbutik Niels Godiksen, der har drevet butikken siden den blev godkendt i 2008. 

Ifølge Fødevarestyrelsen var fremgik det ikke tydeligt nok på pakkerne med frosne pølser, at de indeholder selleri og sennep, som kan fremkalde allergiske reaktioner. 

- Jeg ved godt, hvad allergener er, men på en eller anden måde er mærkningen faldet ud, forklarer han. 

Han oplyser, at mærkaterne bliver lavet ved hjælp af hans computer, men noget er gået galt, da de er blevet trykt. 

Pølserne har været opbevaret på frost.
Pølserne har været opbevaret på frost.
Foto: Fødevarestyrelsen

Gårdbutikken specialiserer sig i salg af fjerkræ, men dele af gårdens kalkuner ender som grillpølser. Det er blandt disse, at der ifølge Fødevarestyrelsen er fejl i mærkningen. 

I november 2020 blev gårdbutikken også kontrolleret af Fødevarestyrelsen. Her fandt kontrollanterne ingen grund til at komme med nogle anmærkninger

Ifølge Niels Godiksen var de nu tilbagekaldte pølser den gang i gårdbutikkens fryser. 

Gårdbutikken kan nu se frem til to opfølgende kontrolbesøg for egen regning.