Fuld dødsbilist skal for retten igen efter at have kørt mor og to børn ihjel

Sagen om den fulde dødsbilist, der i december kørte en mor og to børn ihjel, fortsætter i retten, efter at Statsadvokaten har anket sagen.

Ulykken skete omkring kl. 10.30 søndag den 9. december 2018.
Ulykken skete omkring kl. 10.30 søndag den 9. december 2018.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Med alt for meget alkohol i blodet og en hastighed på 137 kilometer i timen bragede en 24-årig lettisk mand 9. december sin bil ind i en Citroën C1, der holdt stille for at svinge i vejkrydset mellem Hodsagervej og Brogårdvej nær Holstebro.

5:37
Retsfølelsen er krænket hos rigtig mange ovenpå gårsdagens dom på tre års fængsel til den mand, der kørte en kvinde og to børn ihjel

I den bil sad en 41-årig kvinde bag rattet. Med sig i bilen havde hun tre børn. En dreng på ni år og to syvårige piger. Kun den ene pige og den 24-årige spritbilist overlevede den voldsomme ulykke.

En meget alvorlig sag

24-årige Edijs Bukelis blev i første omgang idømt tre års fængsel. Nu skal den 24-årige lette på anklagebænken igen. Det sker efter at statsadvokaten har valgt at anke sagen.

- Det er en meget alvorlig sag, og vi vil gerne have Landsretten til at se på, om strafniveauet er havnet det rigtige sted på de tre år. Det føler vi os ikke overbevist om, så derfor har vi anket. Vi mener, der er gode muligheder

for en skærpet straf, siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen fra Statsadvokaten i Viborg til TV MIDTVEST.

Ulykken skete klokken 10.35 en søndag formiddag, og den 24-årige havde ifølge tiltalen ikke kørekort. Han havde heller ikke sikkerhedssele på, da han bagfra kørte op i kvindens bil og fik den skubbet 64 meter fremad. Hans egen bil - en sølvgrå Ford Mondeo - fortsatte 75 meter hen ad vejen og ud i rabatten, før den holdt stille.

0:28
Vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen fra Statsadvokaten i Viborg forklarer, hvorfor sagen skal endnu en tur for retten.