Fugleinfluenza aflyser landsdelens mange udstillinger

Fundet af fugleinfluenza-typen H5N8 i danske vildænder har haft konsekvenser for fugleudstillinger i hele landet.

Arkivfoto
Arkivfoto
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Det er ikke just rart at være fugleinteresseret i disse dage, og slet ikke hvis man skal på fugleudstilling. Fødevarestyrelsen meddelte torsdag, at der var fundet danske fugle med den alvorlige influenza H5N8 i Danmark.

Det har betydet, at alle udstillinger og samlinger af fugle og fjerkræ er blevet forbudt med øjeblikkelig virkning. Derfor kan blandt andet weekendens fjerkræudstilling i Aulum ikke afholdes.

- Alt er bare klart, og det er jo slet ikke os, der er ramt af sådan noget der. Det er slet ikke os, men det er altid os, det går udover. Altid, siger en ærgerlig Susanne Riis, der er formand for Herning Fjerkræklub og medarrangør af fjerkræudstillingen i Aulum.

Frygter for december

Hun er træt af, at det går ud over fugleudstillinger her i landsdelen, når der ikke er fundet syge fugle i Midt- og Vestjylland.

- For det første så får man et chok over, at det sker. Alle, der er klar til at skulle aflevere deres dyr på udstilling, har brugt et helt år på at finde de bedste dyr til det, forklarer Susanne Riis, der samtidig mener, at det er en overreaktion at lukke alle fugleudstillinger. 

Virussen er normalt ikke farlig for mennesker, men den kan få store konsekvenser for dyrene og eksporten. Fødevarestyrelsen tager derfor ingen chancer.

- Vi frygter, at det kommer til at gå udover vores landsudstilling i december, og det er jo med flere tusind dyr, siger Susanne Riis.