Frivillige hjælper Balletskolen i Holstebro

Frivillige redder Balletskolens kostumer, efter Storåen gik over sine bredder og oversvømmede skolens kælder.

Kostumevask, Balletskolen

Da Storåen gik over sine bredder og oversvømmede Balletskolens kælder for en uge siden, dækkede forsikringen intet. Heller ikke de kostumer, som skolen har samlet sammen i snart 20 år.

Men masser af frivillige i hele landsdelen stod klar til at hjælpe og fylde deres vaskemaskiner med skolens kostumer.

- Det er jo fedt at se, at man rykker lidt sammen i bussen og hjælper hinanden, og man kan kontakte dem nede på Balletskolen. Jeg er sikker på, at der er masser, man kan hjælpe med endnu, siger Christa Vester Schmidt, der er mor til tre elever på Balletskolen, og som har tilbudt sin hjælp efter oversvømmelsen.

På Balletskolen er de første af i alt 350 kasser udklædning allerede kommet tilbage. Og selvom det ikke er alt, der kan reddes, så er skoleder Kent Sommer-Mortensen taknemmelig for omverdenens reaktion på skolens nødråb på Facebook.

- Det er jo helt fantastisk for os, og det betyder jo, at nu er meget mere reddet, end vi egentlig troede var muligt, siger Kent Sommer-Mortensen.

Balletskolen vurderer, at de frivillige har reddet for en halv million.

De mange kostumer skal nu opbevares i en nabobygning ind til kælderen er sat i stand