Forvent længere rejsetid: Lastbil væltet i kryds i Holstebro

En væltet lastbil forsinker tirsdag morgen trafikken nord for Holstebro.

En lastbil er væltet i krydset mellem Nordre Ringevej og Struer Landevej.
En lastbil er væltet i krydset mellem Nordre Ringevej og Struer Landevej.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

En lastbil fyldt med juleskinker er natten til tirsdag væltet i vejkrydset mellem Nordre Ringvej og Struer Landevej nord for Holstebro.

Lastbilen ligger fortsat i krydset, men trafikken kan forsigtigt køre forbi. Bilister skal dog regne med forlænget rejsetid gennem krydset hele dagen.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete kort efter midnat, da lastbilen kom kørende nordfra ad Struer Landevej og ville svinge til højre.

- Vi gætter på, det er en kombination af for høj hastighed og en frithængende last, der har fået lastbilen til at vælte om på højre side, siger Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den væltede lastbil skaber dårlige oversigtsforhold i krydset.
Den væltede lastbil skaber dårlige oversigtsforhold i krydset.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Politiet oplyser, at der kan blive behov for at spærre krydset af i en periode senere tirsdag, når lastbilen skal rejses op igen.

En havariagent arbejder lige nu på at skaffe en ekstra lastbil og mandskab, så juleskinkerne kan flyttes over i en anden vogn, inden den væltede lastbil bliver løftet op. Efter planen begynder oprydningen klokken 9:00, når morgentrafikken har passeret.

Chaufføren er ikke kommet til skade ved ulykken.