Forsvarsforlig sender 240 arbejdspladser til Holstebro

Holstebro får nye 240 arbejdspladser i det nye forsvarsforlig, idet der over de næste seks år blandt andet skal opbygges en helt ny kampvognseskadron.

Tank militær
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

I Holstebro har man grund til at smile stort. Det nye forsvarsforlig sender 240 nye arbejdspladser til byen, idet Staben ved 1. Brigade med stabskompagni flyttes vestpå. Derudover bliver der etableret en helt ny kampvognseskadron i byen.

- Jeg er meget tilfreds. Det er det naturlige valg ud fra militærstrategiske hensyn, blandt andet fordi kamptropperne og hovedkvarteret allerede ligger i Holstebro, siger Kristian Pihl Lorenzen (V), medlem af Folketingets Forsvarsudvalg, og fortsætter:

- Nu skal vi over de næste seks år have opbygget den her helt nye kampvognseskadron. Det er en af de kapaciteter, der skal indgå i en slagkraftig brigade. Den er vigtig for NATO i forhold til truslen mod øst, men den er jo også vigtig for landsdelen.

Venstre-manden peger nemlig på de mange muligheder, som forsvarsforliget skaber i det midt- og vestjyske.

- Det giver meget bedre muligheder til at rotere personale mellem Holstebro, Karup og Skive. Og så er de mange arbejdspladser jo også gode nyheder for Holstebro Kommune, siger Kristian Pihl Lorenzen.

De 240 arbejdspladser skaber glæde hos byens borgemster, H.C. Østerby (S), der peger på det tætte samarbejde, der allerede er mellem byen og Jydske Dragonregiment.

- Det betyder meget for hele området, og det er mange rigtig gode arbejdspladser. Det giver en optimisme i hele området og i Midt- og Vestjylland, siger H.C. Østerby.

Status quo i Skive og tab i Karup

Imens antallet af arbejdspladser stiger i Holstebro, forbliver antallet det samme i Skive. Dele af føringsstøttekapaciteterne til brigadens enheder bliver flyttet til byen, mens der på samme tid bliver gennemført en række effektiviseringer.

I Karup kommer der på den ene side flere arbejdspladser, idet Hærstaben og Danske Division bliver lagt sammen. Desuden sammenlægges Flyverstaben og Flyvevåbnets Taktiske Stab, ligesom dele af Søværnets Taktiske Stab og Marinestaben også sammenlægges.

Derudover skal National Air Operations Centre og Special Operations Air Task Group opbygges i Karup sammen med Operations Support Wing. På den anden side bliver Air Force Training Center nedlagt, imens der vil blive gennemført en række endnu ukendte effektiviseringer.

Stopper mange års nedskæringer

Det nye seksårige forsvarsforlig tilfører 12,8 milliarder kroner til Forsvaret frem mod 2023. Det er den første egentlige budgetforøgelse siden den kolde krig.

- Vi skal glæde os over, at forsvaret med det historiske forlig nu får vendt nedskæring på nedskæring over de sidste mange år. Nu tilfører vi markant flere ressourcer og genopbygger, og det er vigtigt for fremtidens forsvar, siger Kristian Pihl Lorenzen.

Bag det brede forlig står de tre regeringspartier Venstre, Konservative og Liberal Alliance samt Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale.

- Der har været en god dialog hele vejen igennem, og det er rigtig godt for Forsvaret, der nu er sikkerhed for fremtiden med så bred en aftale, siger Kristian Pihl Lorenzen.