Forsinkede værnepligtige melder klar på kasernen

230 nye værnepligtige begyndte mandag deres uddannelse ved Jydske Dragonregiment en måned forsinket.

De er blevet en måned forsinkede, men mandag kunne de nye værnepligtige ved Jydske Dragonregiment i Holstebro træde ind bag hegnet for første gang. Det nye hold af kommende soldater tæller omkring 230 mænd og kvinder, og en af dem er Emil Gernhøfer fra Sønderborg, der har glædet sig til at trække i uniformen.

- Det var lidt hårdt bare at sidde derhjemme og ikke lave noget, så det er dejligt endelig at komme i gang, siger den 20-årige sønderborgenser.

Selvom han synes, ventetiden frem til den store dag har været hård, så forventer han også, at den kommende tid bliver hård. Forsinkelsen på en måned betyder nemlig ikke, at der bliver lagt en måned til uddannelsen i den anden ende. De nye værnepligtige har derfor kun tre måneder til at gennemføre Hærens Basisuddannelse, som normalt ellers varer fire måneder.

- Jeg tror, det bliver hårdere, fordi vi skal igennem mere på kortere tid, siger Emil Gernhøfer.

Uddannelsen er skåret til

Chefen for V Uddannelsesbataljon ved Jydske Dragonregiment, Søren Damgaard Møller, bekræfter, at værnepligten bliver et hårdt forløb for Emil Gernhøfer og resten af de nye menige. Han understreger dog, at uddannelsen er blevet tilpasset de nye omstændigheder, så det bliver muligt at nå i mål.

- Det bliver nogle lidt længere dage, end det ellers ville have været. Til gengæld har vi også skåret nogle dele af den fysiske træning væk fra uddannelsen. Så når det hele bliver lagt sammen, så er det nok bare som sædvanligt for en værnepligtig hårdt at være soldat, siger Søren Damgaard Møller, der har rang af oberstløjtnant.

Udover ændringer i uddannelsesforløbet har det også været nødvendigt at ændre på rammerne, så de passer til COVID-19-situationen. De nye soldater er derfor inddelt i mindre familiegrupper som på efterskoler og højskoler, mens de også kan se frem til at bruge store mængder af håndsprit og mundbind, når de bevæger sig rundt indendørs på kasernen.

- Vi har rigtig gode erfaringer med det i efteråret sidste år, hvor vi gennemførte en fuld fire måneders værnepligt. Vi havde meget, meget få tilfælde af COVID-19 på kasernen og i særdeleshed her ved bataljonen, så det kan soldater godt finde ud af. Det er jeg helt tryg ved, siger oberstløjtnanten.

De værnepligtige afslutter deres uddannelsesforløb i slutningen af maj. 


Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien Uddannelse.