Formodet ulveangreb: Flere ponyer bidt ihjel

Indehaveren af Storålam er overbevist om, at det var ulven, der var på spil. DNA-prøver skal nu af- eller bekræfte hans teori.

Jørgen Blazejewicz (th) og vildtkonsulent Jens Henrik Jakobsen betragter de døde ponyer.
Jørgen Blazejewicz (th) og vildtkonsulent Jens Henrik Jakobsen betragter de døde ponyer.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

At ulve angriber og dræber får, har der været talrige eksempler på.

Men det nye rovdyr i den danske natur går også efter heste.

Det er indehaveren af firmaet Storålam, Jørgen Blazejewicz, i hvert fald overbevist om efter, at tre af hans ponyer er døde i fold i Sandfær sydvest for Holstebro.

To af ponyerne var døde, da de blev fundet, og den tredje var så medtaget af bid, at den måtte aflives. 

- Jeg er overbevist om, at det er ulven, der har været på spil. Det kan ikke være andet. Jeg kender ikke til andre dyr i den danske natur, der angriber heste på den måde, siger han til TV MIDTVEST.

Folden ligger midt i den vestjyske ulvezone, hvor Jørgen Blazejewicz har oplevet flere dokumenterede ulveangreb på sine får. Han fortæller, at han brugte ponyerne til naturpleje, fordi fårene ikke kunne gå i fred.

Vildtkonsulent: Det ser voldsomt ud

Det nyeste angreb fandt sted natten til lørdag. Blazejewicz så til ponyen fredag, og lørdag morgen fandt han den så død.

- Den er halvt ædt op. Hele maveindholdet er væk, siger han.

Ud over de tre døde ponyer er der også to, der er forsvundet. 

Vildtkonsulent i Naturstyrelsen, Jens Henrik Jakobsen har lørdag taget DNA-prøver fra den pony, der døde natten til lørdag, for at få sikkerhed for, om det var en ulv, der var på spil.

Han siger, at man ikke kan udelukke et ulveangreb, men vil ikke drage nogle konklusioner endnu.

- Det er voldsomt, det her. Det ligner noget, jeg har set før, men nu må vi afvente DNA-prøverne, siger vildtkonsulenten.

Han fortæller, at der kan gå op til seks uger, før der kommer svar på prøverne. 

Der har endnu ikke været dokumenterede ulveangreb på heste eller ponyer i Danmark, oplyser Lasse Sehested Jensen fra Miljøstyrelsen til TV MIDTVEST.

 
 
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST
2:04
 
1:16
Se et interview med Jørgen Blazejewicz her.