Forældre mister indflydelse

Demokratiet går fløjten, når kommunerne slår skoledistrikter sammen

Større skoler giver mindre forældreindflydelse, mener Skole og Samfund
Større skoler giver mindre forældreindflydelse, mener Skole og Samfund

Forældrene mister indflydelse og det går ud over kvaliteten i folkeskolen, når en række kommuner i disse år vælger at slå skoledistrikter i de større byer sammen. 

Det siger landsformanden for organisationen Skole og Forældre, Mette With Hagensen, som kalder det uanstændigt, at politikerne sætter nærhed og demokrati over styr blot for at optimere økonomien:

-  Man går ud med budskabet at større skoler giver et kvalitetsløft og bedre undervisning. Det er der intet der peger på, så det kommunerne gør er at pakke en økonomisk beslutning ind i kvalitet og det er ikke anstændigt, siger Mette Witt Hagensen.

I Holstebro Kommune er fem skoledistrikter i byen blevet til et, og det har fået en gruppe utilfredse forældre på barrikaderne.

- Udsigten til et skoledistrikt med over 3000 elever ville gøre det svært for os at få den nødvendige indflydelse på vores børns skolegang, siger Kenneth Tønning, der er talsmand for forældrene, som nu laver en ny friskole i Holstebro. 

Netop nærheden og demokratiet er vigtige værdier for folkeskolen, mener Skole og Forældre:

- Det får man ikke med så store skoler der er tale om i blandt andet Holstebro Kommune, siger landsformanden Mette With Hagensen. Så snakker vi koncern-skoler, og det er ikke den skoletradition vi har i Danmark. 

Formanden for Børne- og Ungeudvalget i Holstebro Kommune, Torben Gudiksen (Rad.), er lodret uenig med organisationen Skole og Forældre:

- Det er naturligvis os, som politikere, der tager de overordnede beslutninger. Men det er fortsat forældrebestyrelser og -råd der kører dagligdagen ude på skolerne, konstaterer udvalgsformanden.

Torben Gudiksen afviser ligeledes, at formålet med at slå skoledistrikter sammen har været at spare penge.

- De penge der spares ved tingene de bliver i skoleområdet. Det vil komme alle børnene til gode alligevel, siger Torben Gudiksen.

De løfter har ikke været nok for forældrene fra Holstebro, som med en ny friskole mener de får den nødvendige indflydelse på deres egne børns hverdag i skolen. 

- Ideen har været at lave en skole. hvor du som forældre kan være med til at sætte dagsordenen og være med til at bestemme indholdet til gavn for børnene, konstaterer Kenneth Tønning fra friskolegruppen