Folkets musik og dans for unge i Holstebro

De unge skal blive dus med folkemusik og dertilhørende dans. Derfor er de lørdag samlet i Holstebro.

OrkesterBal
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Unge mennesker skal lære folkemusik og -dans at kende. Det er formålet med lørdagens Hr. Borgs Bal i Holstebro.

- Det går ud på at skabe noget opmærksomhed omkring folkemusik for unge, fordi i mange dele af landet er der tilbud til unge, hvor de kan prøve det af, men det er der ikke i Vestjylland, forklarer projektleder Maja Kjær Jacobsen.

Hr. Borgs Bal er et nyt tiltag mellem OrkesterEfterskolen, Holstebro Musikskole/MGK og Syddansk Musikkonservatoriums Folkemusiklinje i Esbjerg. Det foregår en håndfuld lørdage om året.

- Det handler om, at folkemusikken skal overleve og udvikle sig. Og det er de unge rigtig gode til, fordi de kommer med deres egne inputs.

Dagen begyndte med danseworkshop.

- Man er samlet om noget

Sif Marie Hattens er elev på OrkesterEfterskolen i Holstebro og med til lørdagens arrangement.

- Det er meget hyggeligt, fordi man er samlet om noget, man kan være fælles om. Det er meget sjovt.

- Det er ikke musik, jeg almindeligvis hører. Men det er meget hyggeligt.

Hr. Borgs Bal er opkaldt efter Thorkild Borg Knudsen, der var én af de bærende kræfter i Folkemusikhuset, som førhen lå i Hogager øst for Holstebro.