Flere optaget på læreruddannelsen i landsdelen

I dag får unge svar på, om de er blevet optaget på deres drømmeuddannelse, og her i landsdelen bliver flere optaget på udannelsen til lærer.

På landsplan har 89.700 unge i år søgt ind på en videregående uddannelse i Danmark.
På landsplan har 89.700 unge i år søgt ind på en videregående uddannelse i Danmark.
Foto: Ritzau Scanpix / Mathias Bojesen

Fra klokken 00.00 kunne tusindvis af håbefulde ansøgere gå in og tjekke, om de er optaget på en videregående uddannelse eller ej.

1.471 unge mennesker er blevet optaget på en af VIA's uddannelser i Holstebro, Herning, Viborg, Skive, Silkeborg eller Ikast. Optaget i det midt- og vestjyske er 10 procent større end sidste år.

- Vi er meget glade for, at der nu for tiende år i træk har været en meget stor søgning til VIAs over 40 forskellige videregående uddannelser i Region Midtjylland. I år har vi modtaget i alt 19.331 ansøgninger, hvilket er mere end tre gange så mange, som vi kan optage, siger professionshøjskoledirektør for VIA University College, Kirsten Bundgaard.

584 unge mennesker er blevet optaget på deres ønskede uddannelse hos professionshøjskolen VIA University College i Holstebro.

408 er blevet optaget på deres drømmestudie på VIA i Viborg, mens der ind til videre samlet set er optaget 315 nye studerende på uddannelserne til sygeplejerske og folkeskolelærer i Silkeborg og pædagoguddannelsen i Ikast.

Flere optaget på læreruddannelsen

Efter alt at dømme kommer Campus Holstebro fra august for første gang også til at uddanne både lærere og produktionsingeniører.

På læreruddannelsen skulle ansøgerne søge ind på læreruddannelsen i Nørre Nissum, og den har i år fået kvalificerede ansøgere nok til at kunne optage 62 procent flere i forhold til sidste år - nemlig 76 lærerstuderende.

- Den øgede søgning til læreruddannelsen i Nørre Nissum sender et positivt signal om, at en del af ansøgerne vil uddanne sig til lærer i Holstebro, og at den nye uddannelsesstation dermed kommer godt fra start. Nogle ansøgere har direkte nævnt, at de ønsker at benytte den nye mulighed i Holstebro, siger Kirsten Bundgaard, som også er campusdirektør for Campus Holstebro.

Også læreruddannelsen i Skive er populær. Her kan i alt 57 unge se frem til at læse til lærer i efter sommerferien. Det er en fremgang på 19 procent, og samtidig oprettes der i år flere studiepladser.

Ledige studiepladser

På campus Holstebro er uddannelserne til både socialrådgiver, fysioterapeut og ergoterapeut allerede er fyldt helt op, men er man ikke blevet optaget på drømmeuddannelsen, er der stadig ledige studiepladser rundt omkring.

I Holstebro er der eksempelvis stadig ganske få ledige pladser at søge på uddannelserne til sygeplejerske og pædagog.

- I stedet for at miste modet vil jeg opfordre de unge, der har fået afslag, til at være åbne over for alternative muligheder og eksempelvis søge optagelse på en anden geografisk lokation end ens første prioritet.

- Der er masser af eksempler på, at man sagtens kan blive rigtig glad for en uddannelse eller et uddannelsessted, der ikke i udgangspunktet var det foretrukne, siger Kirsten Bundgaard.

VIA plejer frem til studiestart at optage et par hundrede ekstra studerende. Det er primært ansøgere, som fik afslag på de uddannelser, de søgte i første omgang, eller som ikke nåede at søge inden ansøgningsfristen.

På VIAs hjemmeside er der en liste over rækken af uddannelser med ledige studiepladser i hele Region Midtjylland.

2:05
Den 5. juli klokken 12 var sidste frist for at søge ind på en videregående uddannelse, og allerede her viste det sig, at der var mange ansøgere til læreruddannelserne.