Flere gymnasier forbyder alkohol på studieturen

Flere midt- og vestjyske gymnasier har indført et alkoholforbud på studieturen.

Det er slut med alkohol på studieturen for elever på flere Midt- og Vestjyske gymnasier.
Det er slut med alkohol på studieturen for elever på flere Midt- og Vestjyske gymnasier.
Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Eleverne i 2.K på Holstebro Gymnasium er netop vendt hjem fra studietur i London. En studietur, der stort set var uden alkohol.

- Vi er jo ikke små børn mere, så vi kan da godt selv styre det. Men selvfølgelig er der en grund til, at de regler er kommet. For der er nogen, der ikke kan styre det, siger eleven Jens Lynge.

Den nye alkoholpolitik trådte i kraft i dette skoleår, hvor Holstebro Gymnasium sammen med fem andre gymnasier i det gamle Ringkøbing Amt har besluttet, at eleverne ikke længere må drikke alkohol på deres studieture.

- I den daglige undervisning forholder vi os ikke til alkohol, for det er naturligvis ikke tilladt. Det er det heller ikke, når vi tager på ekskursioner, og når vi har andre arrangementer ude af huset, og man kan sige, at studieture er noget af det samme, fortæller rektor Peter Damgaard Lunde.

Undtagelser

Der er dog enkelte undtagelser. Hvis programmet på turen indeholder et besøg på et bryggeri, eller hvis læreren vælger at give tilladelse til en enkelt øl under en fællesmiddag.

- To af dagene var det så skemalagt, at vi kunne komme ud og opleve pubkulturen. Så jeg synes overhovedet ikke, det var noget, vi manglede, fortæller eleven Mia Hougaard Back.

Peter Damgaard Lunde er rektor på Holstebro Gymnasium.
Peter Damgaard Lunde er rektor på Holstebro Gymnasium.

En af de elever, der var på studietur for et år siden, da alkohol var tilladt er 3.G.-eleven Sofie Olesen. Hun har forståelse for de nye regler.

- Så er der faste rammer for, hvad man må, og hvad man ikke må, så lærerne ikke bliver forvirrede eller kommer ud i nogle ubehagelige situationer omkring det. Men jeg synes også lidt, det er en skam. For alt var under kontrol på vores studietur, og det var en stor del af det, og jeg tror ikke, det havde været det samme uden, fortæller hun.

Ikke alle

Lemvig, Struer, Herning, Ikast-Brande og Vestjysk Gymnasium har samme alkoholpolitik som Holstebro. Men det er langt fra alle gymnasier i landsdelen, der har den samme politik. Blandt andet er alkohol stadig tilladt på studieturene på Skive Gymnasium.

- Det fungerer faktisk rigtigt godt. Vi oplever ikke nogle problemer med det. Dermed ikke sagt, at der ikke er en enkelt elev, der får lidt for meget engang imellem, men vi har altså ikke nogle problemer, som lærerne ikke kan håndtere på en studietur, siger rektor Lars-Erik Nielsen.

Når Skive Gymnasium arrangerer studieture er stærk spiritus forbudt, men eleverne må på de fleste ture godt drikke et par genstande om aftenen, hvis de ellers opfører sig ordentligt og møder til tiden.

Stine Munkholm Jespersen er forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Midtvest.
Stine Munkholm Jespersen er forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Midtvest.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Færre drikker

En ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden viser, at danske unge mellem 15 og 25 år drikker mindre end tidligere. Fire ud af fem drikker sig ikke fulde hver weekend

Alligevel er alkoholpolitikken til debat på mange gymnasier landet over. Flere steder overvejer man et forbud på studieturene. En tendens der bekymrer gymnasieelevernes sammenslutning.

- Vi ser ikke noget galt i, at man som elev en aften i Barcelona sidder på en café og får sangria. Det kan vi ikke se problemet i. Selvfølgelig er der et problem i, hvis folk ikke kan finde ud af at håndtere det, så skal man selvfølgelig tage en snak med eleverne om det. Men et decideret forbud kan ikke været måden at løse det ger problem på, siger forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Midtvest, Stine Munkholm Jespersen.