Flere får bøder efter væltet kran: - Gav sig til at filme ud ad vinduerne

Seks bilister får bøder for at have filmet eller taget billeder i forbindelse med uheldet på Holstebro Motorvejen torsdag, hvor en kran væltede.

I nat klokken 02.20 blev der igen åbnet for Holstebro Motorvejen i nordgående retning, efter en kran torsdag eftermiddag var væltet. Her spærrede den hele nordgående retning og dele af den sydgående retning.

quotePå et tidspunkt synes vi, det var nok

Henrik Nielsen, vagtchef, Midt og Vestjyllands Politi

I den sydgående retning kunne bilister komme forbi uheldet, men flere havde ikke fokus på rattet. I stedet brugte de mobiltelefoner til at optage video eller tage billeder.

- De biler, der kunne komme forbi i det sydgående spor, gav sig til at filme ud ad vinduerne i stedet for at køre bil. På et tidspunkt synes vi, det var nok, og så begyndte vi at gribe ind overfor dem, der sad og filmede samtidig med, de kørte bil, siger Henrik Nielsen, vagtchef ved Midt og Vestjyllands Politi.

Derfor er der seks bilister, der i dag kan forvente at modtage en bøde fra politiet.

Henrik Nielsen har derfor et råd til dem, der overvejer at filme eller tage billeder af uheld.

- Jeg vil opfordre folk til at lade være med at skulle hype (køre tingene op i en spids, red.) tingene på sociale medier. Man skal tænke på pårørende, som kender dem, der har været involveret i uheldet. Det er ikke særlig rart at kunne se ens pårørende være impliceret i et uheld og samtidig høre i radioen, at mange er alvorligt kvæstet, siger den vagthavende.

At bruge mobiltelefonen, mens man kører bil, udløser et klip i kørekortet og en bøde.

Flere ringede og brokkede sig

Efter kødannelserne på motorvejen havde politiet ikke kun travlt med at rydde op, så trafikken igen kunne glide.

De måtte også bruge tid ved telefonerne, fordi flere ringede ind og brokkede sig.

- Der var flere, der henvendte sig via 1-1-4 og spurgte om, hvorfor politiet ikke bare kunne fjerne den kran. Når man kender uheldets omfang med en kran på mange tons, der er væltet, så flytter den ikke bare sig selv. Der var ikke nogen af vores køretøjer i nærheden, så vi måtte have to tilsvarende kraner ud for at rette den ud, siger Henrik Nielsen.

De mange opringninger fik politiet til tasterne på Twitter.

Foruden kranen, der skulle fjernes, var der også 50 meter autoværk, der var ødelagt, og flere steder var asfalten også ødelagt. Disse forhold skulle også ordnes, før politiet igen kunne åbne for kørsel.

Midt- og Vestjyllands Politi har endnu ingen fastlagt uheldsårsag, men de melder, at kranen væltede, efter den var begyndt at slingre.

Tekniske undersøgelser skal fastlægge den præcise uheldsårsag.

SE OGSÅ: En stor kran væltede torsdag eftermiddag på motorvejen mellem Herning og Holstebro.

Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien 112.