Fiskeriet indstillet: Storå hårdt ramt af varme

Storå rammes oftere af for høje vandtemperaturer end Skjern Å.

Formand for Holstebro og Omegns Fiskeriforening, Gunnar H. Pedersen. Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Lystfiskeri i Storåen må i øjeblikket væbne sig med masser tålmodighed, for fiskeriet er indstillet på grund af vandtemperaturen i åen. Vandet er ganske enkelt blevet for varmt.

Læs også Skrald over det hele: Badesø er plaget af festglade unge

I dag var temperaturen i åen omkring 18 til 19 grader, og fiskeriet skal indstilles ved 18.

Nedlukningen skyldes, at fiskene ikke kan tåle at bliver genudsat ved høje temperaturer.

- Så kommer der det, der hedder en mælkesyreophobning i fisken, og det tager for lang tid for den at få det nedbrudt, og det risikerer den at dø af, forklarer formanden for Holstebro og Omegns Fiskeriforening, Gunnar H. Pedersen.

Læs også Guide til mad fra naturen: Her er tre spiselige planter fra strandengen

Stort problem i Storå

I Storå har fiskeriet foreløbigt været indstillet i 12 dage, men sådan er det ikke i Skjern Å. Her er fiskeriet lige blevet åbnet efter kun to dage.

Vandet i Skjern Å var i dag omkring 15 til 16 grader varmt. Lystfiskerne mener, at det er Vandkraftssøen i Holstebro, der gør, at Storå er varmere.

- Det er jo en stor varmekedel, når solen den bager. Den er jo ikke ret dyb, men til gengæld er den ret stor med en stor overflade, og det giver så en kraftig opvarmning, siger Gunnar H. Pedersen.

Læs også Mie har gjort de vilde planter til sin levevej: - Naturen gemmer på fantastiske spiseoplevelser

En passage, der leder åen uden om søen, kan ifølge fiskerne løse problemet. Men det har lange udsigter. Holstebro Kommune er enige i, at det er en god ide, men venter på et udspil fra staten.

- Vi regner med, at i lighed med alle andre spærringer, som Staten ønsker, vi skal forholde os til, så kommer de med en pose penge, og så håber vi jo også, at staten er villige til at hjælpe til med den løsning, siger formanden for Natur, Miljø og Klima i Holstebro, Karsten Filsø.

Du kan følge temperaturudvikling i Storå her.

02:09

Fiskeriet i Storåen har været indstillet i 12 dage. Lystfiskerne giver Vandkraftsøen skylden. Video: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Luk video