Finanskrisen gør godt

Pædagog- og sygeplejeuddannelsen nyder godt at krisen.

haender_sundhed.jpg

Uddannelserne til pædagog og sygeplejerske har længe haft svært ved at tiltrække studerende. Nu strømmer de til, fordi der efter endt uddannelse er udsigt til et sikkert job.

Pædagoguddannelsen i Viborg melder om ekstraordinær stor søgning til det hold, som netop er begyndt. På sygeplejeuddannelsen i Holstebro er tendensen den samme.

- Vi har bestemt mærket større interesse end vi plejer, siger Ann Vestergaard Holm, studievejleder på sygeplejeuddannelsen i Holstebro.

Sikkerheden for, at der venter et job efter endt uddannelse har haft stor betydning for de nystartede pædagogstuderende i Viborg.

- Selvom lønnen ikke er så høj, så er man sikret. Jeg vil helst ikke tage noget, hvor jeg ved, at der ikke er nogen som ansætter, udtaler Melinda Jao, pædagogstuderende i Viborg, til TV/MIDT-VEST.

Den 15. marts er der frist for tilmelding til de næste hold på pædagog- og sygeplejeuddannelserne.