Fertilitetsudspil glæder tidligere ufrivilligt barnløs: Fik datteren Elia i sit allersidste gratis forsøg

V og K vil gøre forholdene for ufrivilligt barnløse bedre. Målet er, at flere kan blive forældre. Især forslaget om at kunne få to børn på statens regning begejstrer tidligere barnløs.

Fertilitetsbehandling skal have et gevaldigt løft - det mener både Venstre og Konservative.

Partierne ønsker at gøre adgangen til fertilitetsbehandling bedre, og foreslår derfor, at barnløse skal have ret til seks forsøg i stedet for de nuværende tre på statens regning.

Det skal øge chancerne få et barn, og er en mulighed, som Lisbeth Kaagaard fra Holstebro ville ønske, hun havde haft, efter et opslidende fertilitetsforløb i 2015.

- Jeg vidste jo godt, da vi var i gang med tredje forsøg, at nu skal jeg simpelthen lykkes med det her. Det var da et helt vildt stort pres, siger hun.

Hun fik datteren Elia på 5 år med sin daværende mand i sit allersidste offentligt betalte forsøg med fertilitetsbehandling. De flere forsøg skal ifølge Venstres Thomas Danielsen øge chancerne for graviditet fra 64 til 83 procent.

- Det kan rent faktisk være, at nogle bliver hurtigere gravide bare ved, at man fjerner det pres på skuldrene, det er, at du kun har tre forsøg, siger han.

Udspil får både kritik og ros i Skive

Lisbeth Kaagaard har ikke kunnet tilbyde sin datter en søskende, fordi de efterfølgende forsøg skulle udføres på privatklinik til mange tusinde kroner.

Men partierne vil også lade forældre få to i stedet for ét barn på offentlige klinikker, og det glæder den forhenværende ufrivilligt barnløse kvinde.

- Der var da intet, jeg hellere ville, end give Elia en lillesøster eller lillebror, siger hun, og forslaget får også ros af Helle Olesen Elbæk, der er klinikchef på Skive Fertilitetsklinik.

- De patienter, vi har, som er mest syge, og skal igennem tre eller fire behandlinger før de bliver gravide på det ene æg, de er jo ilde stedt, som det er nu, siger hun.

Desuden vil de to partier også nedbringe ventetiden ved at lade fertilitetsbehandling høre under behandlingsgarantien.

Klinikchefen på Skive Fertilitetsklinik har både ris og ros til Venstres udspil.
Klinikchefen på Skive Fertilitetsklinik har både ris og ros til Venstres udspil.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Det betyder, at hvis ikke det offentlige kan tilbyde en behandling inden for 30 dage, skal parret tilbydes en behandling i privat regi. Men den del af udspillet kan biologien spænde ben for, lyder det fra Skive Fertilitetsklinik.

- 30 dage er kort tid i og med at en kvinde kan have en cyklus, der varer længere end den tid, så det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, siger klinikchef Helle Olesen Elbæk.

I alt har Venstre afsat 125 millioner kroner i sit finanslovsudspil til at forbedre fertilitetsområdet.