Feriecamp for socialt udsatte blev aflyst - så lavede lokalt værested sin egen

Værestedet Montagen i Holstebro har arrangeret en alternativ ferielejr for stedets brugere, efter den årlige nationale Ferie Camp for socialt udsatte blev aflyst på grund af Covid-19.

Anne Ellegaard Petersen (tv.) og Pia Aggerholm fra Holstebro er i disse dage på en lidt mindre ferielejr som et alternativ til den store nationale lejr for socialt udsatte, som blev aflyst som følge af coronavirus.
Anne Ellegaard Petersen (tv.) og Pia Aggerholm fra Holstebro er i disse dage på en lidt mindre ferielejr som et alternativ til den store nationale lejr for socialt udsatte, som blev aflyst som følge af coronavirus.

Det er virkelig alternativernes sommer, og nogle gange kan et alternativ faktisk være starten på noget helt nyt.

Også for Rådgivningscenter Montagen i Holstebro, som plejer at tage med deres brugere til en stor landsdækkende ferielejr for socialt udsatte i Randers.

Her har der de tidligere år været op imod 1700 deltagere, men den slags store arrangementer er på grund af Covid-19 helt udelukket i år.

- Det betød, at der var nogle socialt udsatte, som mistede en mulighed for at komme på ferie, fordi rigtig mange bruger det som ferie, fortæller Anne Ellegaard Petersen, der er mentor på Rådgivningscenter Montagen i Holstebro.

Men så opstod ideen om at gøre det lidt mindre og lidt mere lokalt.

Landsforeningen af VæreSteder har udviklet en alternativ Ferie Camp 2020, hvor 1700 socialt udsatte holder digital ferielejr med aktiviteter online, så deltagerne kunne være sammen hver for sig.

Ikke nok med online-lejr

I Holstebro har det udmøntet sig i en lokal feriecamp med 40 deltagere i fysisk form med aktiviteter, spil og samvær i naturen, og hvor folk kan sove i shelter eller telt.

- Vi synes ikke, det var nok med det digitale. Vi ville gerne være sammen, siger Anne Ellegaard Petersen.

På ganske få uger fik de stablet det alternative arrangement på benene med hjælp fra lokale madsponsorer og en flok gamle spejdere, som sagde ja til at lave aftensmad over bål til lejrens deltagere.

Peter Bruun Wium ville gerne have været med på den store ferielejr i Randers, men nu hvor den er blevet aflyst, synes han, at den mindre lejr i Holstebro er et godt alternativ. 
Peter Bruun Wium ville gerne have været med på den store ferielejr i Randers, men nu hvor den er blevet aflyst, synes han, at den mindre lejr i Holstebro er et godt alternativ. 
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Netop det at kunne mødes i virkeligheden er vigtigt for en af deltagerne på lejren.

- Jeg vil hellere være sammen med folk fysisk end at sidde over et webcam, for man får meget mere ud af at være sammen, end hvis du bare sidder og kigger ind i en skærm, siger Peter Bruun Wium, der er med som deltager på ferielejren.

Fordele ved alternativet

Selvom den mindre lejr med det lokale værested ikke kan erstatte det store sus fra den fælles nationale feriecamp, så er der alligevel fordele ved at være knap så mange.

- Vi har måske nået lidt flere brugere lokalt, end vi ellers ville have gjort. Der er nogen, som ikke kan overskue at komme hen et sted, hvor der er 1700 mennesker, siger mentor Anne Ellegaard Petersen.

Efter tre dage på lejr kan en af deltagerne gøre status.

- Det er jo gået super godt. Vi havde lige lidt knas med vejret, men det kan vi jo ikke gøre noget ved. Der er god stemning og folk hygger, og det er det vigtigste, siger Pia Aggerholm.

Lejren slutter i dag fredag.

2:28
Se indslaget fra ferielejren: Socialt udsatte borgere har hvert år muligheden for at deltage i en stor national sommerlejr. I år er den dog aflyst på grund af coronavirus, så nu forsøger et værested i Holstebro at lave sin egen.