Favorit til årets landsbypris: Ekspertjury anbefaler Idom-Råsted

Hvis Region Midtjylland vælger at følge ekspertjuryens anbefaling, så bliver det Idom-Råsted, der ender med at løbe med Landsbyprisen 2019.

De nominerede til Landsbyprisen 2019 er Idom-Råsted, Fjordklyngen, Sdr. Vium, Gludsted, Voel, Knebel, Ørsted og Stjær.
De nominerede til Landsbyprisen 2019 er Idom-Råsted, Fjordklyngen, Sdr. Vium, Gludsted, Voel, Knebel, Ørsted og Stjær.
Foto: Region Midtjylland

På onsdag bliver det afgjort, hvem der løber afsted med titlen som årets landsby i Region Midtjylland. Det er regionsrådet, der uddeler prisen, men hvert år tager rådet en ekspertjury med på råd, og juryen har nu afsløret, hvem den anbefaler som modtager af Landsbyprisen 2019.

Valget er faldet på Idom-Råsted i Holstebro Kommune på baggrund af et stærkt foreningsliv, utraditionelle tilgange til kultur- og landsbyliv og flotte resultater med udgangspunkt i lokalområdet. Selvom det er op til regionsrådet at beslutte, hvem prisen skal gå til, så bliver anbefalingen bemærket.

- Det er selvfølgelig en markering af, at Idom-Råsted båret af stærkt lokalt engagement har formået ikke bare at fortsætte udviklingen, men at skabe markant ny udvikling gennem årene. Det ønsker vi at fremhæve og anerkende med Landsbyprisen, fortæller Jørgen Nørby (V), der er formand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland.

Regionsrådet har de seneste 10 år tildelt en årlig landsbypris til en landsby eller en gruppe af landsbyer, der har gjort sig særligt bemærket i forhold til at udvikle og forny sit lokalsamfund. Første gang den blev uddelt var i 2009, hvor selvsamme Idom-Råsted endte med at løbe med prisen.

I år er der 8 nominerede, som foruden Idom-Råsted tæller Fjordklyngen, Sdr. Vium, Gludsted, Voel, Knebel, Ørsted og Stjær.

- Prisen skal understøtte udvikling i hele regionen og fremhæve dem, der har fundet gode opskrifter på vækst og udvikling. Her har vi heldigvis mange at vælge fra i regionen, siger Flemming Knudsen (S), der er næstformand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland.

Med prisen følger 150.000 kroner, som byen kan bruge til offentlige faciliteter og aktivitetsmuligheder.