Farvel til dameholdet: Trist TTH-formand kalder det en af de værste beslutninger

På grund af coronakrisen har TTH Holstebro i dag meddelt, at de skiller sig af med dameholdet, der nu skal drives af en anden klub.

3:37
Du kan her se interviewet med Jørgen Hansen.

Coronakrisen har ramt TTH Holstebro hårdt, og udsigten til at miste omkring seks millioner i sponsorindtægter betyder nu, at klubben siger farvel til dameholdet for at komme igennem krisen.

Dameholdet skal fremover drives af moderklubben HH90 i stedet, og Holstebro får dermed to ligaklubber i håndbold.

Det har været en af de værste beslutninger, som klubbens formand, Jørgen S. Hansen, har været med til at træffe, fortæller han.

- Vi står her i dag og sælger jubilæumsøl med tyve års jubilæum, og det er bestemt ikke sjovt at være med til at være med til at ødelægge det, siger han og fortsætter:

- Men som vi har aftalt med HH90, så skal vi måske bare være sammen, men hver for sig nu. Vi skal stadig have et rigtigt godt samarbejde med HH90.

Mister seks millioner

Jørgen S. Hansen forklarer, at de skiller sig af med dameholdet nu, fordi de forudser en betydelig nedgang i sponsorindtægter.

- Vi kan se, at mange af vores sponsorer, som vi har været i kontakt med, har sendt folk hjem og er lukket ned. Og ud fra vores bedste overbevisning, så kan vi godt kigge ind i at skulle af med omkring 30 procent af vores indtægter, og det er meget alvorligt. Så det her handler for os om ren overlevelse, forklarer han.

De 30 procent, som klubben forventer at miste, svarer til cirka seks millioner kroner, siger formanden.

- De sidste fire år har vi haft balance i vores økonomi. Vi har lavet en sund og god klub, og vores organisation har arbejdet hårdt for det. Vi har fuldstændigt styr på vores drift, og det har vi, fordi vi er i stand til at kigge langt frem og kigge på de trusler, der ligger. Det ville være særdeles uansvarligt ikke at handle på det, vi ser nu, slår Jørgen S. Hansen fast.

Holder skindet på næsen

Klubben håber, de nu kan holde skindet på næsen. Det afhænger dog i høj grad af, hvorvidt de kan få lønkompensation.

- Med de prognoser og budgetter vi har lavet for næste år, så tror jeg, vi kan komme i land. Men vi er slet ikke færdige med at kigge på vores eget hus endnu, der er nogle ting, vi stadig skal have gjort, siger Jørgen S. Hansen.

Han understreger, at klubben kun siger farvel til dameholdet på grund af coronakrisen.

- Alle i vores bestyrelse er enige om, at vi er født med en tostrenget strategi, og det har vi alle sammen arbejdet for. Vi må også bare sige, at da det her sker, og vi tager kontakt til HH90, så er vi rigtigt glade for, at det ender, hvor det ender, og det er udelukkende på grund af coronakrisen. Ellers havde TTH Holstebro stadig været tostrenget.