Farlig maskine og stunts: Gymnaster fik publikum til at måbe

Gymnaster fra Holstebro Lemvigegnens Rephold flyver lodret og vandret gennem luften i vilde stunts, når de sætter af fra deres hjemmelavede redskab.

Gymnasterne sætter fart i russian swing inden de vilde stunts. (Se flere slides fra Holstebro Lemvigegnens Repholds show)
Gymnasterne sætter fart i russian swing inden de vilde stunts. (Se flere slides fra Holstebro Lemvigegnens Repholds show)
Foto: Flemming Christensen

(Opdateret med video og Peter Marettys fortælling)

- Det var en sindssyg ide, der bare blev til handling på meget kort tid.

Ordene kommer fra Kristoffer Traberg Madsen.

- Tre uger, så blev den bygget, fra vi fik ideen.

TV MIDTVEST taler med ham, efter at han lørdag aften netop har været på gulvet med sit gymnastik-hold: DGI Holstebro Lemvigegnens Rephold. Det er et hold med udvalgte topgymnaster, som kommer fra mange hjørner af Jylland – dog fortrinsvis Vestjylland.

Taget var ved at lette i Gråkjær Arena, da holdet var på gulvet. Det skete flere gange i løbet af de ca. 25 minutter showet varede – for gymnastik på det plan er et rent show i 2018.

Og påhittene bliver vildere og vildere, og mere og mere grænseoverskridende.

Hemmeligheden i hjørnet

Specielt et indslag fik den næsten fyldte arena i Holstebro til at koge.

Repholdet lagde ellers meget stille ud med en intim og yderst følelsesladet stemning, som tryllebandt publikum. Gymnasterne var så stærke i deres udtryk, så publikum nærmest oplevede det som en film, der udspillede sig live.

Et godt stykke tid inde i opvisningen begav gymnasterne sig over i et hjørne af Gråkjær Arena.

Her hev de det sorte klæde af en stor hjemmebygget maskine, som de havde holdt godt skjult for publikum hele dagen.

- Jeg har tænkt, at der måtte et eller andet til for at rykke gymnastikken videre, fordi nu har man set så mange forskellige ting, fortæller træner for DGI Holstebro Lemvigegnens Rephold, Kristoffer Traberg Madsen om baggrunden for den nye maskine.

Klar til afgang med den hjemmelavede gynge.
Klar til afgang med den hjemmelavede gynge.
Foto: Flemming Christensen

Nye højder og længder

Og nu var tiden så kommet til at hive et af holdets store esser frem.

En russian swing var, hvad der gemte sig under klædet ovre i hjørnet. Det er en kæmpe gynge, som man ellers kun ser i cirkus. Flere personer driver den op i fart, hvorefter andre kan sætte af i det, der for gymnastikken er helt nye højder og længder.

Gyngen har Kristoffer Traberg Madsen selv konstrueret hjemme på værkstedet. Og mange er blevet spurgt til råds i løbet af de tre uger, den blev skruet sammen.

- Vi har haft ingeniører, og vi har haft smede til at udregne på grader, vinkler, skidt og lort, og jeg skal komme efter dig. Og nu står den der bare, siger han stille, men stolt.

3:55
Her kan du se gymnasterne give den gas i russian swing. (Video: Holstebro Lemvigegnens Rephold)

- Det her er ikke legetøj.

Selv faderen var med sine 160 kg inde og belastningsteste det i gymnastik-sammenhænge hidtidige usete redskab.

- Så vidste jeg bare: Den kan holde til noget - den gynge der.

Den erfarne træner glemmer ikke, hvad han sagde til gymnasterne, da de første gang skulle afprøve det utraditionelle gymnastikredskab.

- Det her er ikke legetøj!

En sætning han gentog med det samme, for hvis man ikke tager det alvorligt, kan det koste liv og lemmer at forsøge sig ud i disciplinen.

Hurtigt fik gymnasterne bragt den i sving under lørdagens show, og en efter en satte de af fra gyngen, når den nåede sine toppunkter. Herfra blev gymnasterne kastet op mod arenaens loft, mens temperaturen bare steg og steg i hallen på tilskuerpladserne.

Flere brød spontant ud i jubel og puffede ivrigt til sidemanden for at sikre sig, at øjnene på denne var rettet mod epicenteret i salen.

Flere og flere salti og skruer blev koblet på de imponerende spring, som blev vildere og vildere.

Gymnasterne når nye højder med afsæt fra gyngen.
Gymnasterne når nye højder med afsæt fra gyngen.
Foto: Flemming Christensen

Det vildeste stunt

Et af højdepunkterne med gyngen i showet var, da landingsmåtterne, som ellers havde ligget forholdsvis tæt på, pludselig blev rykket 10-15 meter væk fra gyngen.

Nu fløj gymnasterne ikke bare højt men også langt gennem luften. Her skal man lige huske på, at det er umuligt at stå af halvvejs, hvis man skulle fortryde. Det er ganske enkelt enten eller.

Peter Maretty var manden, der blev skud afsted som langdistanceraket fra gyngen. Han beskriver turen gennem luften således:

- Det føles lidt som at blive skudt ud af en kanon. På gyngen er det meget stille og roligt, men lige så snart man sætter af accellererer man bare helt vildt. Lidt ligesom når man kører over de der speed-up pile i Mario Cars, fortæller Peter Maretty.

Han fløj så længe i luften, at han fik en ekstra bonusoplevelse med, mens han var i Gråkjær Arenas luftrum.

- Det var en sindssyg fed følelse. Det var fedt, at jeg nåede at høre publikums reaktion, inden jeg overhovedet var landet igen, fortæller den garvede gymnast.

Det lange kast er ikke blevet trænet til springgrav, altså et stort hul fyldt med blødt skum, så man ikke slår sig. Det er ellers den måde, de fleste svære spring bliver indøvet på.

- Vi havde vidst lige et enkelt kort kast for at teste det, og da det gik godt, fik den ellers bare gas på.

- Det var en idé, der kom ret pludseligt, og lige efter skulle det prøves. Så jeg havde det egentligt fint, første gang vi kørte, da vi ikke nåede at tænke meget mere over det, fortæller Peter Maretty.

Han fortæller også, at det faktisk er ret nemt at styre.

- Egentlig tror jeg faktisk, at det er noget af det nemmeste i konceptet at lave, det ser bare ret vildt ud. Mange af de spring, som de andre laver, er langt sværere teknisk. Jeg skal bare sætte af alt, hvad jeg kan, slutter Peter Maretty

Det er ikke hver dag, der bliver fløjet så højt gennem luften i Grakjær Arena.
Det er ikke hver dag, der bliver fløjet så højt gennem luften i Grakjær Arena.
Foto: Flemming Christensen

Konfetti-kanoner

Pulikum var med holdet hele vejen gennem opvisningen - en opvisning der i øvrigt diskede op med gymnastiske lækkerier af højeste karat fra start til slut.

Kvindernes udtryk i deres serier var utroligt skarpt, og man var aldrig i tvivl om, hvilken stemning og hvilket univers deres imponerende bevægelser med eller uden håndredskaber foregik i.

Som afslutning på showet stod de fem trænere klar med velfortjente konfettikanoner, der i slutserien blev fyret af ud over gymnasterne.

Showet var kun holdets andet i denne sæson.

De øvrige fire trænere for repholdet og koreografer for dets imponerende show er: Laura Ballentin, Lærke Poulsen, Mads Maretty og Tobias Kobborg.

 

Se tv-indslag fra Holstebro Lemvigegnens Repholds 50-års jubilæum.

 

Se jubilæums-opvisning fra Holstebro Lemvigegnens Repholds 50-års jubilæum.