Fåreavler om nye ulvetiltag: - Det vil ikke have nogen virkning

Vogterhunde, en ny ulvezone og øget tilskud til ulvesikre hegn vil ifølge en fåreavler ikke have særlig stor effekt i at forebygge ulveangreb.

Jørgen Blazejewicz, der er fåreavler ved Holstebro, har mistet mange får og i slutningen af september også et par ponyer til ulven.
Jørgen Blazejewicz, der er fåreavler ved Holstebro, har mistet mange får og i slutningen af september også et par ponyer til ulven.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Fåreavler Jørgen Blazejewicz har med jævne mellemrum besøg af ulven. Både får og senest ponyer er blevet dræbt af ulven.

Miljøminister Lea Wermelin (S) præsenterede i dag tre nye tiltag for at forebygge ulveangreb, men de vil ikke få den store effekt ifølge fåreavleren.

- Det meste af det er symbolpolitik og vil ikke have nogen særlig virkning - ikke på de store forhold, siger fåreavleren.

En ny ulvezone, vogterhunde og øget tilskud er de tre nye tiltag, som ministeren præsenterede.

0:29
I videoen kan du se, hvad de tre nye tiltag handler om.

Vogterhunde virker

Fåreavleren, der er indehaver af Storålam ved Holstebro, er ikke i tvivl om, at ideen om vogterhunde virker.

Han har været med Miljøstyrelsen på studietur til Tyskland, hvor de har stor succes med hundene for at undgå angreb på husdyrene.

 - De er utvivlsomt yderst effektive. De er omkostningstunge og besværlige at arbejde med, men det er en rigtig god løsning.

- Begrænsningen er, at de ikke kan anvendes på arealer, hvor der er offentlig adgang, og det er der desværre et krav om på rigtig mange af de arealer, hvor der er naturpleje, siger Blazejewicz.

I et nyt pilotprojekt vil miljøministeren give støtte til certificerede vogterhunde tre steder i Danmark for efterfølgende at vurdere, om ordningen skal gøres permanent.

I området, hvor indhegning er særligt udfordrende, kan vogterhunde være et alternativ.

Der skal mere til

De to andre politiske tiltag ser fåreavleren heller ikke positivt på.

Det ene er Danmarks anden og hidtil største ulvezone, som ligger i en firkant mellem Herning, Silkeborg, Nørre Snede og Brande.

- Zonen gør ikke den helt store forskel. Det er de konkrete ordninger, der bliver indbygget. Så for min skyld kunne man gøre hele Jylland eller Danmark til en zone, siger han.

Den nye ulvezone, Danmarks hidtil største, ligger omkring de røde streger mellem Herning, Silkeborg, Brande og Nørre Snede. Den første ulvezone ligger vest for Holstebro.
Den nye ulvezone, Danmarks hidtil største, ligger omkring de røde streger mellem Herning, Silkeborg, Brande og Nørre Snede. Den første ulvezone ligger vest for Holstebro.
Foto: Miljø- og Fødevareministeriet

Desuden har miljøminister Lea Wermelin valgt at forhøje det tilskud, man kan få til at etablere ulvesikre hegn, fra 80 til 100 procent.

- Jeg ved ikke, hvad det konkret betyder. Hvis det bare betyder, at 12,5 kroner bliver til 15 kroner i tilskud til en meter hegn, så er det ligegyldigt. Der skal være nogle ordentlige tilskudsordninger, siger Jørgen Blazejewicz.

Han er glad for, at ministeren interesserer sig for området, men han håber, at hun vil gøre endnu mere end de tre nye tiltag.

- Man er nødt til at komme ud af busken i forhold til regulering, som jeg så også noterer, at man vil kigge på. Det er helt forrykt, at ulvene ikke er erklæret problemulve. De har nu taget kreaturer, heste og rigtig mange får, og hvis det ikke er problematisk adfærd, så ved jeg ikke, hvad det er, siger han.

Ministeren oplyser, at de fra dansk side løbende arbejder på at få en fleksibel forvaltning af ulven - også når det gælder regulering.

3:37
Landets nye miljøminister Lea Wermelin har i dag præsenteret en række nye ulve-tiltag.