Får penge til isolering

Vestforsyningen tilbyder nu penge til isolering af private hjem. Det sker på baggrund af krav fra regeringen om energibesparelser.

100301_isolering001.jpg

Vestforsyningen tilbyder nu private husejere, at de kan få et tilskud til isolering af huset. Det skal være med til at spare på varmen.

Selskabet har lavet en aftale med en række lokale håndværkere om et samarbejde, så Vestforsyningen giver et tilskud til den regning, som håndværkeren laver ved isolering af et hus. Det nye tiltag sker på baggrund af krav fra regeringen om energibesparelse.

Vestforsyningen har fået et sparemål på 12 millioner kWh varme, og de skal findes ved rådgivning og tilskud. Tilskuddet til de private er på 300 kroner for hver 1000 kWh, der årligt kan spares på varmeregningen.

- Vi er pålagt at reducere forbruget af energi, og når vi ikke målet, skal vi købe kvoter uden for kommunen. Vi vil naturligvis helst investere pengene lokalt, siger Arne Lægaard, formand for Vestforsyningen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Borgerne har også mulighed for at få tilskud, selv om de selv udfører arbejdet. Dog til en lavere takst.