Far frikendt i incest-sag

Dommerne ved retten i Viborg ville dømme en 44-årig far for incest, men nævningene sagde nej. Dermed gik manden fri.

retten_i_viborg1.jpg

Dommere og nævninge ved retten i Viborg var lodret uenige, da en 44-årig mand onsdag eftermiddag blev frikendt for seksuelle overgreb på sin søn.

Alle de tre juridiske dommere ville dømme faderen, mens fire ud af seks nævninge bakkede den tiltalte op.

For at dømme en tiltalt, skal et flertal blandt både dommere og nævninge kende den tiltalte skyldig. Derfor endte Retten i Viborg, trods stor uenighed, med at løslade faderen.

Ifølge anklageskriftet har den 44-årige mand fra Holstebro misbrugt sin søn gennem seks år. Det skete, når sønnen var på besøg hos faderen i weekenden og på ferier.

Den 44-årige mand har under hele retssagen forklaret, at han var offer for en hævngerrig ekskærestes beskyldninger. Han blev anholdt tilbage i april og har siddet varetægtsfængslet lige siden.