To får dræbt bag ulvesikkert hegn

Et ulvesikkert hegn skal beskytte fårene, men nu er to får alligevel blevet dræbt ved Storålam tæt på Holstebro.

To får er i nat blevet angrebet og dræbt. Formentlig af en ulv, lyder det fra fårehyrden Peter Helén.
To får er i nat blevet angrebet og dræbt. Formentlig af en ulv, lyder det fra fårehyrden Peter Helén.
Foto: Peter Helén

To får er mandag blevet angrebet på Vind Hede tæt på Holstebro bag et ulvesikkert hegn med 8.000 volt.

Hos Storålarm har DNA-prøver tidligere slået fast, at der har været ulveangreb. Men de ulvesikre hegn har ellers set ud til at virke. Men nu tyder alt på, at der igen har været en ulv på spil:

- Det ser fuldstændig ud som de andre gange. Det er dybt bekymrende og frustrerende. Jeg er ikke i tvivl om, at det er en ulv, siger fårehyrden Peter Helén, der arbejder for Storålam. 

Sådan så det ene får ud, efter at det var blevet angrebet i nat.
Sådan så det ene får ud, efter at det var blevet angrebet i nat.
Foto: Peter Helén

Opdaget af forbikørende

Peter Helén fik en opringning fra en bilist i morges, der fra vejen havde set to skambidte får.

Det ene får var dræbt, da fårehyrden ankom, mens det andet får var så hårdt såret, at det måtte aflives. 

- Den er formentlig sprunget over hegnet, siger han.

Efter en periode på fire uger uden angreb, troede de ellers, at hegnet kunne afværge angreb.

- Nu var der lige kommet ro på, og fårene var derfor også blevet rolige, men nu bliver man rigtig bange, siger han. 

Jens Henrik Jakobsen, der er Vildkonsulent hos Naturstyrrelsen i Vestjylland har også set på de dræbte får.

- Det ligner noget, vi har set før. Men det er for tidligt at sige, at det med sikkerhed er et ulveangreb, siger han.

Der er nu blevet taget DNA-prøver, som skal sendes til Tyskland for at slå fast, hvad der præcis er sket. Det tager omkring seks uger, før der er svar på prøverne.