Familiefar med klar udmelding til politikerne: - Gentænk det hele

Folketingets åbning står for døren. I Thorsminde håber en familiefar på, at kollektiv trafik kommer til at blive en del af dagsordenen det kommende år.

Kim Maan Katborg bor i Thorsminde sammen med sin familie.
Kim Maan Katborg bor i Thorsminde sammen med sin familie.
Foto: Katrine Jensen, TV MIDTVEST

Det er vist ikke gået manges næse forbi, at den kollektive trafik i yderområder har haft det hårdt i mange år. Flere og flere busruter er blevet nedlagt, i takt med at færre og færre benytter sig af dem.

Det gælder også i Thorsminde, hvor Kim Maan Katborg bor sammen med sin familie. Her har han boet de seneste tre år, og hans oplevelse er, at den kollektive trafik fortsætter med at blive forværret.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at det er blevet dårligere på den korte tid, vi har været. Jeg føler mig overbevist om, at sådan noget er med til at affolke et område, for man gider jo ikke købe hus et sted, hvor børnene ikke kan komme nogen vegne, lyder det fra Kim Maan Katborg.

4:47
TV MIDTVEST besøgte Kim Maan Katborg i Thorsminde den 4. februar tidligere i år.
Foto: Katrine Jensen, TV MIDTVEST

Gentænk den offentlige trafik

Hvis man kigger på Midttrafik, der driver busserne i Region Midtjylland, kan man se, at der findes ni daglige afgange til og fra Thorsminde. Selvom det lyder som en del, er det ikke tilstrækkeligt til at opfylde Kim Maan Katborgs og hans families behov. 

Når sidste bus kører fra Holstebro mod Thorsminde omkring klokken 17, er børnene nemlig typisk ikke færdige med at være til fodboldtræning eller i ungdomsklub. Desuden er der ingen busser i weekenden.

- Vi oplever at skulle køre flere og flere kilometer, så vores børn kan komme til og fra ting. Det er godt, vi er selvstændige og dermed har fleksible job, for jeg kan ikke se, hvordan det skulle lade sig gøre som lønmodtagere, fortæller Kim Maan Katborg.

Men man kan vel heller ikke indsætte flere busruter, hvis der i forvejen er få, der bruger dem?

- Nej, men jeg tror, der er behov for at gentænke hele den kollektive trafik. Det skal være indrettet efter borgerne i stedet for at være indrettet efter køreplaner. Der findes jo flextrafik, som er et genialt koncept, men det er bare for dyrt, som det er i dag.

Håber på politisk opmærksomhed

I dag tirsdag åbner Folketinget, og det betyder, at det danske lovarbejde og en for alvor går i gang. Tidligere har transportminister Thomas Danielsen (V) erkendt over for TV MIDTVEST, at den kollektive trafik i landdistrikterne ikke er tilfredsstillende.

Kim Maan Katborg håber derfor på, at det kommende folketingsår bliver der, hvor man finder en løsning.

Er det ikke konsekvensen ved at bosætte sig et sted som Thorsminde, at man ikke kan forvente særlig meget kollektiv trafik?

- Jo, men politikerne skal jo gøre op med sig selv, om de ønsker at afvikle landsbysamfund som vores. Det er ikke alverden af fastboende, der er tilbage her i Thorsminde, og kollektiv trafik betyder noget for det. Jeg synes, det er ærgerligt, lyder det fra Kim Maan Katborg.

Du kan se emnet blive debatteret i TV MIDVEST særudsendelse om Folketingets åbning. Det foregår klokken 13:30 på TV 2.