Familie med seks børn købte fertilitetsbehandling til to børn mere 

Egentlig blev Henrik Bertelsen steriliseret, da han havde fået seks børn sammen med sin kone Anna Bertelsen. Men det fortrød de, og de har nu fået tvillinger.

Familien Berthelsen fra Holstebro er: Benjamin, Bastian, Bella, Balder, Buster, Beate, Bjørk, Bjørn og deres forældre Anna og Henrik.
Familien Berthelsen fra Holstebro er: Benjamin, Bastian, Bella, Balder, Buster, Beate, Bjørk, Bjørn og deres forældre Anna og Henrik.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Bjørk og Bjørn er tvillinger på syv måneder. De smiler, kravler, pludrer, spiser grød og bliver krammet. De er ønsket og elsket. Lige som deres seks søskende.

De to har bare været lidt dyrere i ’anskaffelsespris’ end deres søskende. Da Beate, der er nummer seks i søskendeflokken, kom til verden, besluttede forældrene, Anna Bertelsen og Henrik Bertelsen fra Holstebro nemlig, at Henrik skulle steriliseres. Og det blev han. 

Men efterfølgende skete der noget, som de ikke havde forventet.

- Vi gik rundt og følte, der manglede en. Derfor valgte vi at få omgjort sterilisationen. Det var en lang proces, og det kom ikke helt til at virke, fortæller Anna Bertelsen.

Sparede op til fertilitetsbehandling

Parret valgte at betale sig til fertilitetsbehandling, og i fjerde forsøg lykkedes det.

- Sådan en behandling er ikke billig, så vi sparede op. Og når det så kiksede, så ventede vi indtil, vi igen havde penge nok til et forsøg, forklarer Anna Bertelsen.

Pensionsopsparingen og rejser til udlandet er for længst droppet, og storfamilien lever efter et fast budget hver uge.

- Når det er ved at slippe op, så må vi spise havregryn. Men det er nu ikke ret tit, det sker, siger Henrik Bertelsen.

Han arbejder som fodermester på en grisefarm, mens Anna Bertelsen passer børnene hjemme.

Otte gange B

Familien Bertelsens otte børn begynder alle med bogstavet B. Der er Benjamin på 16 år, Bastian på 14 år, Bella på 13 år, Balder på 11 år, Buster på 8 år, Beate på 6 år og Bjørk og Bjørn på 7 måneder.

Storfamilien bor i et hus på 170 kvadratmeter i Holstebro, og selv om huset er stort, så er der langt fra plads til, at alle børnene kan få deres eget værelse. De har lært at dele, og så er der et barn, der har sit eget værelse. Det går på skift et år ad gangen, og lige nu er det 14-årige Bastians tur.

- Det er fint at have muligheden for at kunne gå ind til sig selv og lukke døren, hvis jeg har brug for lidt ro. Men jeg synes også, det er dejligt at have så mange søskende. Der er altid nogen at komme hjem til og hygge sig sammen med, siger Bastian Berthelsen.

Familien Bertelsen har også en blå campingvogn til at stå i haven. Her sover Henrik Bertelsen nogle gange sammen med et par af børnene for at få lidt ekstra plads.

Børnene hjælpes to og to, når vasketøjet skal ordnes.
Børnene hjælpes to og to, når vasketøjet skal ordnes.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Alle hjælper til

Bortset fra de to små tvillinger, så har alle i børneflokken forskellige praktiske opgaver i hjemmet. De fire ældste har hver en dag, hvor de er ansvarlige for madlavningen, mens Buster på otte eller Beate på seks hjælper til. Desuden skal de tømme opvaskemaskinen og lægge tøj sammen. De arbejder sammen om opgaverne to og to.

- Vi er en familie, og vi er her i fællesskab, så alle hjælper til, forklarer Anna Bertelsen.

9:08
3. afsnit af serien Familiekabalen.
Foto: Hans Trier Vittarp og Majbrit Oddershede Pedersen, TV MIDTVEST