Færre fødende brister

På fødegangene i Holstebro og Herning er de særdeles gode til at gøre fødslen til en behagelig oplevelse for de fødende.

Babyfod_1.jpg

Det er ikke ualmindeligt, at kvinder brister eller får skader, når de føder. Men i Holstebro og Herning har de i bogstavelig forstand taget et nyt greb i brug, der giver de fødende kvinder færre mén. Det skriver P4 Midt & Vest.

Jordemødrene bremser farten på fødslen ved at holde lidt igen mod barnets hoved. På den måde bliver det en mere skånsom affære.

- Det har halveret antallet af voldsomme bristninger på godt et år. Det er fantastisk, siger Ole Bredahl Rasmussen, der er gynækologisk overlæge på Hospitalsenheden Vest, til P4 Midt & Vest.

På landsplan får knap seks procent af de førstegangsfødende særligt voldsomme bristninger, der kan medføre at også endetarmsmuskulaturen brister. I Herning og Holstebro er det tal nu nede på 3,7 procent.

Metoden stammer fra Norge, men er nu ved at blive indført flere steder i Danmark.