Færch Plast fejrer jubilæum: 1100 medarbejdere inviteret til fest

Færch Plast i Holstebro hiver medarbejdere fra mange lande hjem til Holstebro og fejrer virksomhedens 50-års jubilæum.

færch fest
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

En af landsdelens store virksomheder har sat maskinerne på pause og inviteret samtlige medarbejdere til stor jubilæumsfest i Gråkjær Arena i Holstebro.

- Det er en stor fejring af, at vi er en virksomhed, der klarer sig bedre end de fleste, og at vores medarbejdere arbejder stenhårdt hver eneste dag, siger Lars Gade Hansen, der er koncernchef for Færch Group.

Det er Færch Plast fra Holstebro, der fejrer 50-års jubilæum, og i den anledning har de inviteret 1100 medarbejdere fra seks forskellige lande til fest.

0:41
Se stemningsbilleder fra Gråkjær Arena, og kom med indenfor til festen.

Et vestjysk industrieventyr

Intet mindre end en stor fest med optræden fra Alphabeat og Scarlet Pleasure kan gøre det for Færch Plast.

Der er da også noget at fejre, for virksomheden har aldrig oplevet en bedre indtjening og omsætter for 2,5 milliarder kroner om året. 

- For det første skal festen markere en fantastisk historie. Nærmest et industrieventyr i Vestjylland, hvor vi har skabt en virksomhed, der måske er verdens bedste inden for sit felt, siger Lars Gade Hansen.

Festen har taget intet mindre end et år at planlægge, og et eventbureau har her til aften 170 mand i sving for at holde festen kørende.

Aftenen er en tak for medarbejdernes indsats.

- Jeg håber, at de ser, at vi værdsætter dem. De bruger en hel weekend her i Danmark, og det er jeg utrolig stolt over, siger Lars Gade Hansen.

Medarbejderne er fløjet ind fra Frankrig, Tjekkiet, England, Spanien og Holland. 300 af de i alt 1100 medarbejdere til festen er fra Danmark.