Fælleslisten kæmper videre – nu vil de i byrådet

​Gødstrup blev en realitet, men der er stadig mere at kæmpe for, ifølge Fælleslisten.

Leif Hornshøj var med til at stifte Fælleslisten i 2008.
Leif Hornshøj var med til at stifte Fælleslisten i 2008.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Efter otte års kamp for at få indflydelse i Region Midtjylland har de nu valgt at sige stop.

- Aarhus og Østjylland dominerer jo fuldstændigt regionsrådet, så man får ikke et ben til jorden, fortæller Leif Hornshøj.

Han er formand for Fælleslisten, og de kæmper nu igen for at gøre sig gældende.

Listen opstod for ni år siden som et protestparti mod sygehusbyggeriet i Gødstrup. Ved det midtjyske regionsrådsvalg i 2009 fik partiet hele fyrre procent af stemmerne i Holstebro, Struer og Lemvig Kommuner og strøg direkte ind med to mandater, der blev taget af Leif Hornshøj og Poul A. Christensen.

Men projektet faldt fra hinanden, da partiet missede at komme i Folketinget og heller ikke opnåede genvalg til regionsrådet.

Nu har Fælleslisten så helt opgivet regionen. I stedet satser de på at få plads i Holstebro byråd.

- Reddes hvad reddes kan. Det er det, vi skal. Og jeg tror på, at det godt kan lade sig gøre at redde noget. Men vi skal gøre noget, og hvis vi bare fortsætter, som vi har gjort de sidste otte år, så mister vi mere og mere, fortæller Leif Hornshøj.

Startede i 2009

Lars Hornshøj har også noget at miste. Han var med til at stifte Fælleslisten i 2008, men selvom det lykkedes dem at komme ind i Regionsrådet, så lykkedes det dem ikke at lave nogle mærkbare ændringer. Fire år senere valgte fire ud af fem vælgere at stemme på et andet parti.

Stemmefaldet er der en god forklaring på, forklarer kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch.

- Folk var meget utilfredse med den syghusstruktur, som var undervejs. Men nu er det en realitet, og alle kan godt se, at der ikke er nogen vej tilbage. Når man bygger på sådan en enkeltsag, så bliver man selvfølgelig undergravet, hvis den enkeltsag ikke kan laves om, forklarer han.

Men selvom kampen mod sygehuset i Gødstrup er tabt, så mener Leif Hornshøj stadig, at partiet har sin berettigelse.

- Man har skåret og skåret og skåret på Gødstrup, så nu er der slet ikke de sengepladser, som man havde regnet med fra starten af. Og derfor er der brug for noget andre steder, og det er det, vi skal have i Holstebro, siger han.

I forsøget på at få stemmer nok til at blive valgt er Fælleslisten gået i listeforbund med Kristendemokraterne.

2:30