Facebook-gruppe får folk ud i naturen - hygge slår hardcore overlevelse

Caroline Schack ville gerne dele naturen med andre, så hun oprettede en Facebook-gruppe, der på kort tid har fået mange medlemmer.

02:27

Find en friluftsven - det er navnet på en ny Facebook-gruppe - der på kort tid har fået flere end 1200 medlemmer Video: Jørgen Ahler

På Facebook er der grupper for alverdens ting og sager. En af de grupper står Caroline Schack bag.

Der er så roligt herude, og der kan være så vildt herude på samme tid.

Caroline Schack, stifter, Find en friluftsven #KOMMEDUD

Det er en gruppe, der hedder "Find en friluftsven #KOMMEDUD", som på kort tid har fået flere end 1200 medlemmer, og det går i al sin enkelthed ud på, at Caroline savnede nogen at dele naturoplevelserne med, så nu har hendes initiativ bragt folk på kryds og tværs af landet sammen i naturen.

Læs også Herning ramt af dobbelt skybrud

- Der er så roligt herude, og der kan være så vildt herude på samme tid. Jeg synes, det er svært at sætte ord på, men naturen kan bare noget helt særligt, forklarer hun om, hvorfor hun oprettede Facebook-gruppen den 25. maj.

For Caroline Schack er det ikke noget nyt at bevæge sig i naturen. Hun har både været spejder og soldat, og så går hun på jagt.

Men det er ikke alle, det har samme erfaring. Andre er mere grønne, og dem skal der også være plads til i både naturen og i Facebook-gruppen.

- For nogle kan det virke grænseoverskridende, hvis det er noget, man aldrig har gjort før. Så er det virkelig vigtigt, at man har nogen, der kan dele erfaring og hjælpe på den rigtige vej, så det ikke bliver en dårlig oplevelse, siger Caroline Schack.

Sociale medier var løsningen

Friluftsliv og sociale medier er umiddelbart ikke to ting, man forbinder med hinanden. Men det var den måde, Caroline Schack kunne nå flest mennesker, og derfor valgte hun Facebook.

- Jeg synes, det er fedt, at man kan bruge de sociale medier på den måde, og at man kan udnytte det på den måde og skabe et fællesskab for lige præcis den passion, man selv har, forklarer hun.

Gruppen vokser med hastige skridt, og det er udelukkende positivt, mener gruppestifteren.

- Jo flere der kommer med, desto bedre er det jo. Det, det hele kommer an på og handler om, er så simpelt – at finde en friluftsven og komme med ud, lyder det.

Læs også Jorden er rekordtør – risiko for planteskader og naturbrand

Handler ikke om hardcore overlevelse

Hvis det at komme ud i naturen skræmmer nogen hjemme foran computeren, skal de bare slappe af.

For når Caroline Schack tager afsted, er det ikke for at være jægersoldat i skoven. Det handler i højeste grad om hygge.

- Nogle tror, at det er en overlevelsestur, fordi de glemmer hyggen. Men det er så vigtigt at huske hyggen. Det er virkelig vigtigt herude, siger hun.

En af dem, der har meldt sig ind i gruppen og fundet en friluftsven, er Yvonne Petersen fra Vemb.

Hun søgte og fandt to nye naturvenner fra Ulfborg i gruppen, og det glæder hende.

- Gruppen henvender sig til alle, og man kan komme, som man er og være med – hvad end du har erfaring i naturen eller ej, fortæller hun om årsagen til, at hun meldte sig ind.

Caroline Schack og Yvonne Petersen er ikke de eneste, der nyder naturen. I 2019 rundede antallet af bookinger af Naturstyrelsens store lejrpladser 210.000 overnatninger.

Beskrivelse af Facebook-gruppen Find en friluftsven #KOMMEDUD

Er du vild med friluftslivet, men mangler du en i din vennekreds at dele det med?

Så brug denne gruppe til at finde en ny friluftsven!

 

Om du søger en friluftsven der vil lære dig at tænde et bål i stormvejr, eller en som du kan spise den lækre bålmad med, så håber jeg meget at denne gruppe kan hjælpe dig!

 

Målet er nemlig at bygge nye venskaber mellem friluftsinteresserede, uanset erfaring!

 

Så skriv et opslag, hvis du fx har lyst til selskab på din næste tur.

 

Eller foreslå en lokation, hvor I er flere som kan mødes og lave god mad over bål.

 

Du kan også spørge om der en friluftsven i dit nærområde.

 

De bedste hilsner fra Caroline Schack, #KOMMEDUD