Fååååååår: Nye forhindringer på golfbanen

60 får skal hjælpe greenkeeperne på Storådalen i Holstebro.

1:15
Se indslag om de nye gæster på golfbanen i Holstebro her.
Foto: Kristian Brønsbæk

Når golfspillere rammer bolden skævt, advarer de andre spillere på banen ved at råbe fore.

Fremover skal denne advarsel måske rettes en smule til på golfbanen Storådalen i Holstebro, der er en del af Holstebro Golfklub.

Forleden flyttede 60 får fra firmaet Storålam nemlig ind på den vestjyske bane. 

- Nu skal vi jo være sikker på, at folk har styr på, om man råber får eller fore. Det bliver interessant at se, om der bliver nogle sjove episoder, man kan få et godt grin af, siger direktøren i Holstebro Golfklub, Mai Lindgaard. 

Miljø-skånsom hjælp til greenkeeperne

Fårene skal de kommende måneder hjælpe banens greenkeepere med at afgræsse de skrænter og områder, der er svære at vedligeholde med maskiner. En metode der også er god for miljøet.

- Det betyder, at vi ikke behøver at fjerne ukrudt med sprøjtemidler, siger Mai Lindgaard.

Fårene skal gå i en indhegning, der løbende flyttes derhen, hvor der er brug for det. Og det rummer flere fordele for golfspillerne. 

- Fårene fjerner ikke det hele, men lader nogle af de lange, tynde gråstrå stå. Dermed bliver det en meget smuk rough, hvor man nemt kan finde sin bold.

Og så er spørgsmålet, om der bliver brug for at råbe fore efter fårene.

- Jeg er altid bekymret for, at golfbolde rammer nogen, og det er uanset, om det er får eller mennesker. Derfor skal man selvfølgelig være opmærksom, men jeg tænker, at fåret er et intelligent dyr, der løber hurtigt væk, hvis der kommer et eller andet flyvende, siger Mai Lindgaard.

 
 
Foto: Kristian Brønsbæk