Er du ikke til klatring eller klaver? Nu kan du gå til landmand

I Holstebro kan elever i 7.-9. klasse fremover dyrke landbrug i deres fritid.

I Viborg har et lignende tilbud været så populært, at unge i Holstebro nu også kan mødes om landsbrugsinteressen.
I Viborg har et lignende tilbud været så populært, at unge i Holstebro nu også kan mødes om landsbrugsinteressen.
Foto: Asmildkloster Landbrugsskole

Du kan gå til alverdens sportsgrene, spejder eller få musikundervisning. Men nu kan du også gå til landmand efter skole.

Gode erfaringer fra et tilsvarende projekt i Viborg betyder, at elever i 7.-9. klasse i Holstebro og omegn nu også får et nyt fritidstilbud.

Fra den 20. april kan et hold unge mennesker blive klogere på landmandslivet gennem et nyt samarbejde mellem ungdomsskolen i Holstebro og Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg.

De unge elever skal besøge lokale gårde, landbrugsskolen i Viborg og flere forskellige nicheproduktioner. Her får de mulighed for at se, hvordan produktionen omkring blandt andet kaniner og grise foregår, og hvordan grøntsager dyrkes og produceres.

Fællesskab og faglighed

Initiativtagerne håber, at de nysgerrige unge vil få gode oplevelser med landbruget som omdrejningspunkt.

- Selvfølgelig handler det om landbrug, men det handler også om at skabe et fællesskab med andre, man deler interesser med, siger Birgitte Hedemann Andersen, forstanderinde på Asmildkloster Landbrugsskole.

Derfor er der også planer om andre aktiviteter som fællesspisning, bowling og en overnatning på Asmildkloster Landbrugsskole.

- Fællesskabet betyder meget for fagligheden, og 97 procent af vores elever bor på skolen. Ældre elever har opfordret til, at unge brobyggere og andre interesserede også får lov at opleve fritidsdelen, fordi den har så stor betydning, fortæller Birgitte Hedemann Andersen.

Hun håber, at de unge opdager, at der ligger gode muligheder for uddannelse og job i landbrugsfaget, hvor der mangler arbejdskraft.

- Det fede ved landbrugsfaget, er, at du er tæt på dyr og livet udendørs. Du er med til at sætte noget i jorden, og du følger en proces, siger Birgitte Hedemann Andersen.

Forløbet er for både drenge og piger, og der er 16 pladser.
Forløbet er for både drenge og piger, og der er 16 pladser.
Foto: Asmildkloster Landbrugsskole

En anden, der glæder sig over det nye initiativ, er landmand Jacob Søndergaard Skals, som driver Munkbro Svineavl syd for Holstebro. 

Som bestyrelsesmedlem i Holstebro Struer Landboforening har han været med til at kigge  ind i problemet med mangel på arbejdskraft. Han håber, at det nye fritidstilbud, kan være en del af løsningen.

- Når de kommer til at kende vores erhverv, får mange af dem øjnene op for mulighederne i landbruget. Vi skal starte tidligt med at fortælle dem om vores erhverv, siger Jacob Søndergaard Skals.

Der er 16 pladser på det kommende landmandshold. Holdet skal mødes én gang om ugen over fem uger med start den 20. april.