Fra 2020 skal der blandes 2,5 procent biobrændstoffer i benzinen i Danmark. Det krav har regeringen i dag fremlagt, for at tvinge en efterspørgsel på grøn benzin igennem.
- Vi har kæmpet en brav kamp, så derfor er det en meget stor dag i dag. Som klima- og energiordfører har den her aftale haft første prioritet for mig, som lokalvalgt i Vestjylland. Det her kommer hele Midt- og Vestjylland til gode med 1.000 arbejdspladser, fortæller Venstres Thomas Danielsen.
Ifølge Thomas Danielsen er det kun Maabjerg-værket, der i Danmark er langt nok fremme på området for avanceret biobrændstoffer, og derfor spår han, at de 1.000 arbejdspladser kommer til området, og Maabjerg-værket kan blive en realitet.